tirsdag den 21. oktober 2008

Rosæsonens sidste tirsdagstur

På lørdag er der standernedtagning i NKC, så dagens tur til Gavnø er dermed den sidste tirsdagtur i denne rosæson. Turen var ellers tæt på ikke at blive til noget, men trods regn og rusk, kom 6 roere af sted. Vi havde egentlig snakket om at ro Lindholm rundt, men vinden var meget strid - og lige forfra - da vi nåede ud af kanalen, så vi roede i læ af Gavnø og til broen over til øen. Turen hjemad fra øen var sjov med bølger og vind lige bagfra da vi igen kom fri af Gavnø.
Rolængde 11 km

søndag den 19. oktober 2008

Isfjord - kajakbyggeri

Nu er jeg efter mange overvejelser gået i gang med forberedelsene til at bygge en kajak.

Jeg har det sidste års tid været glad og tryg ved min Touryak, der opfyldte mine krav om en stabil og rummelig kajak, som jeg let kan komme ned i og op af. Men nu er det tid at komme videre. Jeg har set mig om efter en kajak med et cockpithul til en voksen mand med lange ben.. Dem er der ikke mange af, så tanken om at bygge en selv voksede over sommeren inde i mig.

Valget faldt på en Isfjord fra Björn Thomasson Design. Tegninger er købt, og jeg er nu i gang med at rigge en byggejig til. Jeg vil ikke lave en dagbog over byggeriet - kig i stedet for på Anders Jonssons fine gennemgang af et stripbyggeri.

Planen er at kajakken skal være klar til næste forår.

onsdag den 15. oktober 2008

Tirsdagstur i oktober

Sammen med 6 andre gik turen til Karrebæksminde, hvor vi holdt en lille pause. Johnny aflivede sin Lion bar. Den havde ligget klar i kajakken hele sommeren, hvis der blev brug for lidt energi.
Det var måske det der skulle til da turen i modstrøm gik tilbage under Græshoppebroen.
Vi har mange gange haft fantastiske solnedgange på fjorden. På denne tur havde vi en flot måne at kigge på inden vi i mørke lagde til ved klubbens vaklende bro.Rolængden 16 km

søndag den 12. oktober 2008

Enø rundt

Denne søndag i oktober var åbenbart store "Enø rundt dag". Vi var 7-8 roere tog turen i små grupper. Min tur gik ud langs kanalen, under Græshoppebroen - lod lige en hjemmeværnskutter og Mette Pan smutte igennem først.
Der var lidt ubehagelige bølger lige uden for molerne, men lidt dybe vejrtrækninger og et par lave støttedag fik ro på min stive krop, og så gik det langs Enøs kyst til renden mellem Enø og Dybsø.
Turen bag om Enø gik rigtig fint - der var for en gangs skyld vand nok til at det var behageligt at ro.
Ved Vejlø og Gavnø brød solen igennem, og skoven var meget smuk i sine efterårsfarver.
Turlængde 25 km

tirsdag den 7. oktober 2008

1. tirsdag i oktober

Flot dag hvor vi var 6 roere der roede under Græshopppebroen i Karrebæksminde og en tur ind på Vesterhave strand.

Turlængde 18 km