onsdag den 31. juli 2019

Tur til Ven

Et stort ønske blev opfyldt med denne tur. Lige siden jeg så Thor F Jensens video om en kajaktur til Ven, har jeg villet derover. Det første forsøg endte i en tågetur langs Nordsjællkands kyst, men denne gang lykkedes det.
Vi var fem roere fra NKC der efter et lille morgenmåltid i klubhuset kørte til Rungsted Havn med kajakker på taget af bilerne. Lige ved siden af havnen satte vi kajakkerne i vandet fra stranden. Der var meget tang, men så fik kajakkerne da ingen ridser.
Turen over til Ven foregik i sol og vindstille. Jeg var i mit normale rotøj for overnatningsture - hurtigttørrende friluftsbukser og langærmet Dewold uldtrøje. Det plejer at virke fint - behageligt at ro i og jeg skal ikke skifte tøj når jeg går i land. Men i vindstiller lummervarm sommervejr, var det en lun omgang.
Vi mødte en enkelt skib på vej over til øen. Vi lå en en position så det ville sejle langt bag os, indtil det skiftede kurs lige mod os. Så fik vi fart på. Og så skiftede det kurs igen, og vi kunne nu se at det ville passere foran os.
Lige før vi nåede kysten så vi et par marsvin. Se nedeste venstre hjørne
Det gjorde det så, og vi roede ind til en lille strand på Ven. Den lå lige op af en Kyrkebakke Havn, hvor vi på en mole nød vores frokost.
Turen gik videre nord om øen mod Vens eneste campingplads. Kyststrækning var flot med klinter med digesvaler.
Allemansrretten gælder ikke på Ven, så det var vores eneste reelle mulighed. Pladsen lå også fint og vi fik sat lavuen på på et dejligt sted. Idyllen var dog lidt skæmmet at bjerge af skrald ved skraldecontainerne og toiletter der flød med papir. Vi så store mængder skrald og topfyldte skraldespande flere steder på øen, så måske er der renovationsstrejke? Udsigten var der dog ikke noget at klage over.
Med lejren etableret gik turen til museet for den danske astronom Thyge Brahe. Det var en fin oplevelse med  et lidt kikset "multimedieshow" i ruinerne, der gemte sig under den nyere rekonstruktion af observatoriet....
...og en flot udstilling i en gammel kirke. Ishuset var også et hit i varmen.
Tilbage i lejren stod den på afslapning og madlavning. Vi havde alle lidt med og delte og smagte lidt på kryds og tværs.
Der var lidt tilbage af morgenbrøddet fra dagen før, så efter en god nats søvn fik vi brygget kaffe og spist de sidste rundstykker. Knud tog prisen som mr. gadget med sin fine lille opklappelige bord. Jens blev så misundelig at han samlede alle pantflasker for at starte en opsparing - han skulle så også både have stol og bord.
Knud forbaremde sig over ham og hentede en foldestoll i kajakken til ham
Uffe sad på jorden og så kogte kaffe- og tevandvand.
Lars tog det hele afslappet og nød en syltetøjsmad, og jeg fotograferede
Lejren blev pakket ned, og snart lå kajakkerne lastet på stranden. Vi hjalp hinanden med at sætte de tunge kajakker i søen, og klokken 9:30 satte vi kursen sydpå for at runde den anden del af øen.
Vejret var fint. Der var lidt vind, men det var kun rart at kajakken vuggede lidt under en. Ved havnen var der dog et område med sjove bølger. Det dybe vand går her helt ind til kysten, og når bølgerne ramte molerne kom de retur og skabte overraskende sjove toppe.
Kysten var flot med høje klinter og mange stede sjove stensætninger med små betonkonstruktionerbag og under dem. Det svenske kystforsvar har åbenbart været meget aktive tidligere - nu var alt forladt.
Da vi kom rundt om det sydligste punkt fik vi vinden i ryggen og vi cruisede behageligt op til stedet hvor vi dagen før havde sat fødderne på svensk grund. Her lå et flot sejlskib for anker, og de var så flinke at hejse sejlene da vi roede forbi.
Vi fik strukket ben, drukket vand og spist lidt snacks inden turen gik tilbage til Rungsted. Der var et par enkelte skibe på vej ned gennem Øresund, men det ene passerede langt foran os og det andet lige så langt bag os.
Efter i alt 29 km's roning kunne vi igen gå i land på stranden. Da vi slæbte kajakker og udstyr ind på havnen blev vi mødt af en sur mand fra Rugsted Vandskiklub som tydeligvis ikke brød sig om vores tilstedeværelse. Vi håbede alle at gæster bliver mødt med noget mere imødekommenhed i NKC.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar