mandag den 13. juni 2011

Kajakskolehjælper

Denne weekend har jeg været hjælper på en af NKC's kajakskoler. Klubbens faste instruktørstab gennemfører i år 5 kajakskoler med hver 8 elever. Gennemfører eleverne kurset, får de en EEP 2 licens.

Eleverne begynder kurset i svømmehal hvor de skal svømme 600 m, gennem vandtilvændingsøvelser og lærer makker- og selvredning med paddlefloat.
Det er skægt at se hvor mange der ikke bryder sig om at vælte, mens de sidder i en kajak. Og bagefter se hvor overraskede de er over at det ikke er nogen slem oplevelse.
Efter træningen i svømmehal går turen til klubhuset, hvor der efter frokost er teori, og introduktion af forskellige tag med efterfølgende "tørtæning".
Eleverne præsenteres ogå for forskellige kajaktyper og noget af det grej vi bruger. Dagen sluttede af med præsentation af klubbens hjemmeside og internetbaserede bookingsystem på storskærm. Godt fyldte i hovederne og med lidt ømme arme og blå mærker efter bassintræningen blev eleverne sendt hjem.
Dagen efter foregår øvelserne på - og i - vandet. Hele pensummet til EEP 2 læres og trænes. Instuktør Rikke havde valgt at det skulle foregå i Gammelåen bag klubhuset.
Det er et naturskønt og beskyttet farvand, hvor der ikke er anden trafik.
Og derfor utrolig velegnet til de første rotag, der jo ikke altid bringer en lige derhen hvor man gerne ville.
Eleverne havde deres hyr med at holde styr på på det der med at være tæt på makkeren.
Der var flere af eleverne der fandt grænserne for hvor langt man kan læne sig ud af en kajak - de fik så tyvstartet på redningøvelserne.
Efter frokostpausen roede vi en tur.
Undervejs dikterede Rikke flere stop.
Eleverne skulle danne flåde - det tog 7 minutter første gang, men efterhånden som de forskellige rotag blev trænet kom tiden helt ned på 1½ minut - og Rikke satte eleverne i gang med forskellige øvelser.
Holdet var efterhånden kommet rundt om Ydernæs - nogle måtte kæmpe lidt med sideinden - og ved den lokale sejlklubs jolleafdeling var det tid for sidste omgang redningsøvelser.
Der var trods trætte arme tid til grin, og alle eleverne kom igennem øvelserne. Nogle klarede dem i fin stil, mens andre måtte erkende at en ting er at entre en kajak i en svømmehal, noget andet er at gøre det på en fjord med lidt vind og små bølger.
Det sidste stykke tilbage mod klubben var i behagelig medvind i kanalen. Mette Pan - den lokale sandsuger - kom drønende meget hurtigere end hun plejer, så eleverne fik også lært lidt om hæk- og refleksbølger. Ingen måtte dog lave ekstra entringsøvelser af den grund.
Tilbage ved klubben var det tid at tørre kajakker af, få dem på plads og få et bad inden Rikke kunne overrække alle deres kursusbevis. Ved evalueringen gav alle udtryk for stor tilfredshed med kurset. Man syntes man havde lært meget, men man var også klar over at der skal øves i den kommende tid.
Begge dage havde vejret været fantastisk, og eleverne havde oplevet flittig trafik i klubben. De fortalte at de havde oplevet en meget god klubånd i Nætved Kajak- og Canoeklub. Det var jo rart at høre.

Alle kajakskolens elever er resten af året medlemmer i NKC, og de blev kraftigt opfordret til deltage i de ugentlige "Torsdagsture for begyndere" og "Tekniktæning" om onsdagen foran stranden på Enø

Se alle 105 billeder her

Rolængde 8 km

Ingen kommentarer: