onsdag den 3. marts 2021

Tæt tåge på fjorden

Jørgen, Knud og jeg satte i til onsdagtur i tæt tåge.

I kanalen var der ingen problemer, da vi kunne se land på begge sider.
Men da vi nåede ud på fjorden var der tæt, tæt tåge. Det var ikke muligt at se fra den ene sejlrendeafmærkning til den næste, men jeg havde kompas på dækket, så det var ikke svært at holde kursen. Jeg havde aftalt med Jan at vi skulle holde os til sejlrenden, og efter vi havde mødtes fortsatte til den første båke.
Her satte Jan en kurs mod østspidsen af Lindholm, og af sted gik det i tågen. Det er en sjov oplevelse ikke at kunne se andet end de andre roere. Knud tog dette fine billeder af Jan, undertegnede og Jørgen.

Himmel og hav gik ud i et, og der var ikke land at se, men båken lige op af sejlrenden var et sikkert fikspunkt for videre navigation.
På et tidspunkt dukkede nogle uventede øer op. Det viste sig at være øer ingen af os før havde set. Vandstanden var ualmindelig lav og på vej mod Lindholm stødte vi på dem. Efter lidt roen rundt fandt vi forbi dem og så var det tid at sætte kursen mod Næbbet på Enø.
Det klarede jeg med appen Topo Danmark. Det var lidt svært at aktivere skærmen med kolde og våde fingre, men appen fortæller med et tryk på den lokalitet man vil til både kurs og afstand. Fra Enø blev kursen sat mod Gavnø. Her fulgte vi kysten og roede mod Karlsgab.
De mange sten ved Karlsgab dukkede op, men vi fandt vej fobi dem og kunne konstatere at der var isfrit på Fladstrand.
Gavnø blev passeret, og jeg fik øje på en stor gedde der lå død på bunden af det lave vand - den har nok været på 5-6 kg, men måske isen havde taget livet af den. Ud for Ydernæs sagde vi farvel til Jan og roede tilbage til klubben. Det var på hele turen meget koldt, så madpakken blev spist ved klubben - der var ingen der havde lyst til at gå i land og blive ekstra kold.

Vi fik roet 17 km 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar