søndag den 24. februar 2019

Møllebesøg

Fredag havde jeg aftalt at tage på en rotur med et par klubkammerater. Vi blev fire - Karin, Knud, Jens og undertegnede - der i flot vejr roede ud ad kanalen.

Det blev til lidt snak ved fjorden om hvor vi skulle ro hen - vi endte med at ro mod Karrebæksminde. Der var lidt vind, så det blev i spredt gruppe. I læ bag Lindholm foreslog Karin at vi skulle ro ned og se hvor langt de var kommet med NylandsmøllenDet gav en tur på 5-6 km i stik modvind, men det gik nu meget godt. Det var dejlig højvande, så vi kom problemfri forbi stykket ved Vejlø med mange sten i vandet, og efter et par timers roning kunne vi gå i land ved møllen.
Inden vi gik over og så nærmere på den, var det dog frokosttid. Den blev nydt på en gammel frønnet bænk - med udsigt over Dybsø Fjord og i dejligt solskin. Og solen er nu så højt på himlen at den varmergodt.
Ved møllen var et par tagdækkere i gang med at dække møllen med tagshingels (ikke at jeg vidste hvad det hed - Google er min ven). Trods stillads kunne vi godt se at det bliver flot, når møllen er færdig. Der var også sat vinduer i.

Vi spurgte om vi måtte kigge indenfor, og det var OK "Men lad være med at komme til skade!" var beskedden. Det gjorde vi så ikke - trods manglende gelændere - og vi var alle imponeret over arbejdet. Højden til bjælkerne var så ikke imponerende.
Masser af flot tømrerarbejde i fuldkantede stolper, og en fantastisk udsigt fra "2. sal". Vi glædede os alle til at møllen står færdig, og vi var enige om at vi vil prøve at ro derud til indvielsen. Møllen ligger ca 10 km fra NKC ad korteste rute, så mon ikke vi kommer til at besøge den en del gange.
Hjemturen gik fint med rygvind på lange strækninger. Vi blev enige om at prøve Gammelåen på tilbageturen, men den var helt blokeret ved noget kloakarbejde. Vi glæder os til det er færdigt, så vi igen kan tage den hyggelige tur ad Gammelåen. Hvorfor gennemsejlingsmuligheden er blevet spærret helt melder historien intet om.

Så vi måtte vende om og tilbage ad kanalen.

Det blev til 25 km på en flot februardag, og jeg kunne konstatere at investeringen i et par ekstra luffer, så der var et tørt par at tage på efter pausen var givet godt ud

søndag den 17. februar 2019

Solnedgangstur

Midt i februar fik vi en weekend med en flot optakt. Fredag var der ikke en sky på himlen, men der havde jeg desværre ikke tid til at komme af sted. Lørdag var også fin, så jeg besluttede mig for en solnedgangstur. jeg kunne ikke lokke nogen med, så jeg tog alene af sted.
Og det skulle jeg ikke fortryde. Allerede i kanalen hang solen lavt - vinden var lidt imod, men det betød ikke så meget.
Østspidsen af Gavnø blev rundet mens solen nærmede sig horisonten.
På vej mod Karslgab var der ikke meget luft mellem skov og sol
Men den tittede frem bag træerne
På vej mod Enø tog solen det sidste dyk
og forsvandt i et lidt diset lys uden det helt store farveshow, som gårsdagen havde budt på. Kort efter kom en ung havørn flyvende ganske lavt over mig. Jeg så den desværre for sent. og kunne ikke nå at få kameraet frem. Den var så tæt på at det kunne have givet et godt billede - jeg må nøjes med det der er lagret i hukommelsen.

Jeg gik kort i land på Lindholm for at "rime af", og der var kommet lidt farve på himmel og vand
Der renses op for tiden op i sejlrenden, og selv om det var lørdag aften ved 18-tiden var det ikke grund til at holde pause i arbejdet. Jeg kunne lugte slammet fra opgravningen da jeg kom lidt længere ind og fik vinden ret i ryggen.
Det var heldigvis ikke så slemt, og da jeg hørte en masse gæs flyve rundt fik jeg andet at tænke på. En lille flok var så venlige at flyve tæt forbi månen, der nu var ene om at kaste lidt lys over fjorden.
Inde i kanalen er broen over ringvejen også ret flot.

Det blev til 17 km på rologgen.

onsdag den 13. februar 2019

Februartur til Vejlø Skov

Siden den flotte tur ned ad Susåen har vejret ikke været så godt, men jeg fik da lokket Jan med en tur på vandet. Vi skulle spejde langt efter solen, da vi med vinten flot i ryggen roede fra Karrebæksminde til Vejlø skov.

Pga blæsten gik vi et stykke ind i skoven og blev mødt af det flotte syn af et multitræ. For længe siden siden har en mus gemt en masse bog, glemt det eller blevet ædt, og nu vokser en masse bøgetræer op sammen.
Vi nød en Vikingebolle fra Enøbageren med capersremoulade og fiskefrikadeller fra Fiskehuset. Herlighederne blev skyllet ned mens vi sad i læ med ryggen op af et sandet tort bøgetræ.
Kajakkerne lå klar på stranden til returroningen. Og vi fik den glædelige overraskelse at vinden havde lagt sig lidt, så Jans ømme arm og min ømme skulder (tre søndage med rulletræning i svømmehal er åbenbart for meget for min sarte krop) klarede turen retur til Karrebæksminde.
Jeg sagde farvel til Jan og roede mod Græshoppebroen, men strømsøer på op mod en meter - og flere af dem ned brænding helt ind under broen fik mig til at vende om. En sommerdag sammen med nogle andre er det sjovt, men en vinterdag og alene er lidt for stor en mundfuld for mig.
Det blev til 12 km