mandag den 27. juli 2020

Lille hoddogtur

Jes og jeg skulle lige ud og teste om vandet kunne bære - og så lige nyde et par hotdog.
Det blev en fin lille tur hvor vi både kom tæt forbi en skarv der sad på en pæl ved kanalen og senere en havørn der kredsede over vores hoveder på fjorden.

Pølserne blev grillet over bål på en noget "træt" shelterplads for enden af kanalen.Der er en landgangsbro ved pladsen, men der var ikke meget plads, så vi roede lidt længere ud og gik i land på en lille strand.
På shelterpladsen var et par fine svinggriller og snart havde vi gang i det medbragte brænde og kunne kort efter grille pølserne. Jes havde medbragt alt nødvendigt tilbehør til at lave nogle lækre "hoddogs".
 
Pladsen  var overraskende ryddet for skrald, men det massive bord og ikke mindst bænkene var præget af tidens tand og sikkert brændehungrende gæster.
Det blev til 7-8 rul - ikke så optimalt med et par hoddogs i maven, men de blev indenbords - inden turen gik tilbage til klubhuset hvor vi nød et varmt bad i det nyrenoverede klubhus.

5 km

søndag den 26. juli 2020

Tur ved Blommehaven

På vej hjem fra Skagen overnattede vi et par dage på Blommehaven Camping, så det var oplagt at tage en lille tur langs kysten. Jeg roede sydpå langs en høj træbevokset kyst, kom forbi en strand, rullede et par gange inden jeg vendte om og roede tilbage.
Undervejs funderede jeg lidt over hvor heldige vi er med alsidigt rovand i NKC. Godt nok har vi 2 km kanal eller å vi skal igennem hver gang vi ror en tur, men så har vi fjordene og bugten, hvor vi har mange muligheder for at sætte ture sammen afhængig af vejret.

Tilbage ved campingpladsen rullede jeg igen mange gange - denne gang dog uden at blive svimmel.

11 km

Billedet er et ældre foto fra min lille fotodrone - det viser stranden ved casmpingpladsen

lørdag den 25. juli 2020

Grenen rundt

 
Grenen rundt kan man ikke umiddelbart, men lidt frem og tilbage over den kan man godt.
Turen rog sit udgangspunkt ved vippefyret lige uden for Skagen og gik i roligt tempo langs kysten mod Grenen.
Der var mange mennesker på plads da jeg nåede derud, og da bølgerne ikke var så store passerede jeg let området hvor de to farvande mødtes. Vel ude i Skagerak blev jeg fulgt af en meget nysgerrig sæl. Den var meget tæt på og til tilskuernes store fornøjelse fulgte den mig næsten helt ind stranden.
Efter en kort pause og lidt hyggesnakke med kajakinteresserede turister, gik turen tilbage forbi Grenen. Da jeg var kommet igennem bølgerne mellem de to farvande, mærkede jeg en kraftig strøm der løb op langs kysten - ikke et sted at komme i problemer på en dag med mere hidsigt vejr. Jeg boede i Skagen sammen med en sømand, der arbejde som redningsmand, og han mente ikke at jeg var rigtig klog, hvis jeg roede ud til Grenen - og under mere voldsomme forhold end denne dag, kan jeg godt følge ham. Jeg mener at jeg bruger min fornuft, når jeg ror kajak - og skulle det gå galt, har jeg en PLB i en lomme i min redningsvest.
rescueME PLB1

På lidt dybere - og helt roligt - vand i Kattegat rullede jeg et par gange, inden turen gik tilbage til Vippefyret.
Tilbage ved udgangspunktet finpudsede jeg mit rul med så mange træningsrul at jeg var helt svimmel, da jeg kom i land. Det salte vand højt mod nord, sved også lidt i øjnene.

9 km