mandag den 28. januar 2019

Vintertur på Susåen

Sidst i januar blev det tid til den traditionelle tur ned ad Susåen tur. Kim og Kenneth startede for 6-7 år siden med en juletur, men julen er en travl tid, så nu ligger turen sidst i januar. Og sikke en planlægning af de to herrer. Dagen før begyndte det at sne - og dagen efter smeltede sneen. Men på dagen var landskabet pyntet i vinterfarver.
Lotte kørte med og trak traileren tilbage til klubben. Mere om hende senere! Inden de ni godt påklædte kajakroere satte endeligt i vandet, bød arrangørerne på en lille en.
Og vi skulle da også have taget det obligatoriske gruppebillede.
Det var  så ikke vandet vi skulle på, for de inderste 10-12 m var frosset til is. Altid modige Jens viste vejen og ikke mindst teknikken. Snart sad han i sin Frej med vand under kølen.

Vejen til en succesfuld is-sætning ses på billedet herunder. Fra højre: læg kajakken på den tykke is inde ved bredden, gå ud over isen med kajakken mellem benene (skulle man gå gennem isen, lander man på kajakken - ihvert i teorien), sæt dig ned i kajakken, når det knager faretruende og til sidst "gimper"/skubber man sig ud i vandet.
Alle klarede det i fin stil, og snart lå vi på Bavelse Sø
Der var ikke voldsomt meget vand i åen, så vi kunne ro fuldt oprejst under broen ved fiskeren i Stidsmølle - det har før budt på underholdning, når nogle er blevet taget af strømmen og måtte forlade kajakken.
Når den slags underholning nu manglede, kunne vi til gengæld nyde naturen, som til dagen var flot vinterpyntet. Og selv om der ikke var så meget vand, var der dog stadig medstrøm hele vejen på åen.
Ved Holløse skal der bæres over, og alle skal da også lige over og se hvad der venter os ved mølledammen efter opdæmningen.

Det var ikke det store brus vi skulle forbi. Jeg fik lov til at demonstrere færgeteknik, men det var lidt svært for der var kun åbnet for et oveløb og strømrenden var meget smal og svær at komme ind i. Når der er gang i strømmen i hele dammen, er det en stor fordel at færge sig gennem den, men i år slap man såmænogså forbi med et par kraftige åretag.
Men jeg ventede på at alle kom forbi sad jeg og nød de små detaljer af vinterpynten. Vi så også isfugl og vandstær i området

Turen gik videre og snart stødte vi på Lotte igen. Han havde nemlig tændt bål og varmet suppe til os ved shelterpladsen ved Ganges Bro. Med veje på to sider og jernbane på en er det ikke lige stedet til en rolig overnatning, men som stop på en tur som vinterturen er det fint, da brænde mme kun skal bæres få meter. Stor tak til Lotte og hendes datter der sørgede for os.
Alle kom igen fint i kajakkerne og vi nærmede os nu næste mulighed for underholdning.
Broen ved Herlufsholm. Sidste år sendte den kraftige strøm flere i vandet - desværre også et par med skader på kajakkerne. I år var strømmen ikke så voldsom. Alligevel skal man have respekt for den, for lmellem bropillerne tager den ret meget til og kan let fange en kajak. Måden at komme sikkert igennem er at give gas, sejle lige imod og sigte midt i hullet. Så bliver man skudt igennem og ned ad det 15 - 20 cm høje "vandfald" der er lige når man ryger igennem
Ned mod kanohuset er det ren Zen, som Karin herunder demonstrerer med afslappet rostil. Det skulle der snart blive lavet op på!
Men først et roligt stykke gennem den flotte skov, hvor det eneste der skulle holdes øje med var væltede træer.
Vi kan gå i land og lave en overbæring, men vi skulle lige ned og se hvor meget vand der var i Stryget. Der var lidt mere vand end på videoen. Man skal dog passe på, for også her tager strømmen til. Den fangede Jens, der kom lidt for tæt på og pressede ham op mod broen, der går halvt ud i Stryget. Jens spurgte om der var nogen der kunne hjælpe. Det prøvede Karin - og så hang hun der også. Hendes kajak blev presset ned under Jens og sank - Karin var heldigvis hoppet ud og stod på bunden. Der var ikke flere der prøvede søredning. Situation blev klaret af Kim der gik i land og i fællesskab fik de personer og kajakker op af vandet. Det hele lyder mere dramatisk end det var.
Vi diskuterede lidt om det kunne lade sig gøre at ro ned over Stryget. Det fik vi afgjort da Kim erklærede at han ikke gad bære over, hvorefter han resolut roede ud over kanten lige ved siden af broen. Det skurede lidt, men hurtigt røg han ned ad det brusende vand. Når han kunne, kunne vi andre også, så en efter en roede vi ud over kanten og ned ad Stryget.
Det var med lidt sommerfugle i maven jeg tog turen, men det gik fint. Det skarpe sving efter få meter blev passeret , og så gik det nedad i brusende vand. Jeg strejfede en enkelt sten under vandet på vej nedad, men kajakken holdt kursen næsten af sig selv, og der gemte sig ingen store sten under de mange bølger. Heldigvis er Tideracen solidt bygget, så der skete ikke andet end lidt ridser i gelcoaten - de bliver fixet næste gang kajakken for lidt kærlighed og et servicetjek.

Efter Stryget gik det stille og roligt under Fønixkrydset, ad den fritlagte Suså, gennem havnen og ud ad kanalen. Efter 22 km på vandet nåede vi klubhuset.

Nu giver jeg normalt ikke karakterer på turene, men den her var til 10 ud af 10.

onsdag den 23. januar 2019

Tur til Nylandsmøllen

Både Yr og DMI havde lovet fint vejr, så jeg fik lokket Jan med på tur. Egentlig havde vi snakket om en tur En'ø rundt, men det var ret diset og rimeligt blæsende da vi mødtes ved DUI på Lungshave i Karrebæksminde, så vi valgte at ro af sted på fjorden.

Vi blev enige om at ro en tur ind til den gamle Nylandmølle, hvor Friluftsrådet, Gavnø Slot og Næstved kommune har gang i et større restaureringsarbejde. Møllen skal laves til shelter, bålhytte, fugleudkigspost og base for den kommunale Naturskole. Man kan komme af Sjællandsleden og der skal også sættes en anløbsbro op, så man kan komme i kano og kajak.

Ingen af os kunne huske helt præcist hvor den lå, selv om vi har set ruinen flere gange når vi har roet fra Svinø mod Næstved/Karrebæksminde. Så vi fulgte kysten på nordsiden af Dybsø Fjord, og pludselig dukkede et kæmpe stillads ikke langt fra kysten.

Jeg trængte voldsomt til en "afrimning", og var ærlig talt lidt bekymret om jeg kunne nå i land uden at dryppe i bukserne. I land kom jeg ikke, men jeg nåede ud af kajakken og kunne lettet ånde op lade gå da jeg havde gravet "tappehanen" ud af tør- og bamsedragt samt lange og korte underbukser. At der var 60 cm dybt og lidt blød bund bekymrede mig ikke.
Da vi kom i land kunne vi tage møllen lidt nærmere i øjensyn, og det ser ud til at blive et super sted. Vi snakkede med en af tømrerne, der mente at de var færdige sidst i marts. De var for øvrigt ret glade for at få lov at arbejde med projektet - ikke noget montage af færdige elementer, men gedigent tømrearbejde med flotte detaljer. Jeg skal nok vende tilbage, når shelter-møllen er indviet. En lille krølle på historien er at den oprindelige mølle pumpede vand op fra Danmarks første inddæmmede område, hvilket også gav den navnet Nylandsmøllen.
Frokosten bestod af et stykke rugbrød med koldrøget vildlaks, frisklavet pulversuppe med nyhjemmebagt flerkornsbolle og lidt nødde/dadelknas. Der er jo ingen grund til ikke at forkæle sig selv lidt, selv om det er koldt i r.....
Alt godt har en ende, og vi satte i vandet igen.
Det var nu heller ikke så skidt, for på det meste af hjemturen havde vi vinden i ryggen.
Solen brød aldrig igennem som lovet, men pyt - en fuld mave og medvind! Hvem kan så klage?
Vi fik roet 15 km, og efter at kajakken var lastet på taget af bilen gik turen forbi den lokale fiskehandler. Et par tunbøffer, lidt røget tun, et stykke røget laks og lidt krebsehalesalat blev hjembragt til fruens store tilfredshed.

mandag den 21. januar 2019

Vintertur til Avnø

Gennem flere år har det været tradition i NKC at tage på vintertur til shelterne i Nokkeskoven på Avnø. Turen afholdes gerne så tæt på en fuldmåne som muligt.
Starten på årets tur gik fra Svinø, hvor vi satte ud i en kraftig strøm efter at have pakket kajakkerne med lune soveposer og andet vinterudstyr.
Efter strømmen ved Dybsø kom vi ud i lidt mere åbent vand, og selv om det ikke blæste ret meget var der pæne bølger.
Vi var Tomas, Ida, Karin, Allan og undertegnede. Jan havde tyvstartet fra Karrebæksminde og var allerede landet ved shelterne. Allan var debutant på ture og havde ikke den store erfaring med at ro i bølger. Han tacklede de pæne bølger i fin stil, og snart roede vi ind på roligere vand i Avnø Fjord
Her blev vi mødt af mange sæler i vandet. De kiggede nysgerrigt på os fra nær og fjern, men det lykkedes ikke at få et skarpt billede af dem. Det lidt disede vejr udfordrede mit lille kamera.
Det tog ikke så lang tid at ro til Avnø, og snart gik vi i land. Et yngre par kom gående, men de havde vist regnet med en kærestetur, for de valgte at gå videre og finde et sted for sig selv. Selv om vi fortalte at vi kunne stuve os sammen i det ene shelter.
Jeg havde aftalt at sove i telt med Jan, og da teltet allerede var rejst kunne jeg flytte ind med skum- og oppusteligt underlag og min Warmpeace 600 sovepose med fleece inderpose - jeg skulle ikke grene fryse om natten.
For ikke at fryse om aftenen havde jeg taget en Kansas keddeldragt med - og den blev jeg glad for. På intet tidspunkt frøs jeg andet end lidt på fingrene.
Tomas havde inviteret Michelle som kom vandrende fra Naturcenteret med en bageplade fyldt med lækre fastelavnsboller - de blev nydt ledsaget af mange rosende ord.
Snakken gik lystigt omkring bålet, selv om nogle tarvelige gæster havde stjålet det brænde og noget kakao som Karin havde lagt ud til os - og tydeligt markeret med et skilt at vi skulle bruge det.
... og lidt ud på aftenen supplerede månelyset pandelamperne
 ... mens bålets gløder varmede os.
Vi vågnede til en flot morgen. solen fik kæmpet sig gennem disen og sendte blege stråler mod os.
Trods den ringe højde på himlen, varmede strålerne os, og langsomt kom vi i gang med morgenritualerne.
Vi havde købt ind til engelsk morgenmad med bacon, pølser, æg, baked beans og brød.
Men baconen og halvdelen af pølserne var blevet væk, så den stod på müesli, æg et par pølser og baked beans. Lidt alternativt, men vi blev da mætte og klar til hjemturen. 
I strålende solskin kom vi på vandet efter at have sagt farvel til Niels og Sanne, som var stødt til fra landsiden og havde overnattet sammen med os
Vi havde ikke roet ret lang tid før tågen lagde sig over fjorden
 Vi lå lidt spredt, men rykkede sammen og fulgte kysten så tæt som det lave vand tillod
Tilbage ved Svinø var der igen en forrygende strøm, men vi kom sikkert på land og fik sagt farvel til Jan, der roede til Karrebæksminde.
Det blev til 18 km og meget hygge

mandag den 7. januar 2019

Første 2019 tur

Så kom jeg på vandet for første gang i 2019. I godt selskab og godt vejr roede jeg rundt om Gavnø. Se turen på dette smarte Facebookopslag. Henrik har også lagt lidt billeder på Fjæsen.

Selv fik jeg ikke taget nogen billeder, da jeg havde glemt kameraet.

Vi fik roet 19 km