mandag den 29. juni 2020

Overnatningstur til Svinø

Vejret var fint, da jeg besluttede mig for at tage en tur til Svinø og overnatte i telt. Jeg roede af sted sent på eftermiddagen efter at have pakket Tideracen med telt, Trangia, lidt mad og sovegrejet. Det blev første tur med mit nye Asivik 7 cm oppustelige underlag og kun en fleecesovepose.
Turen derned var forholdsvis begivenhedsløs. Jeg skulle lige ind til bageren og have en bolle til søndagens morgenmad - det blev så også til en softice. Shit happens!
Da jeg roede alene fulgte jeg kysten hele vejen til Svinø, hvor jeg blev budt velkommen af Kolbe og hans bror Sven. De var nede for at fridykke i strømmen. For at sympatisere lidt med dem, snuppede jeg et par rul. De gik forbløffende let med den lastede kajak. 
Tomas og Sven kørte ret hurtigt hjem. Men Rikke var der også sammen med sin mand Jens og to børn. De var kørt derned i bil og snuppede en overnatning. Hyggeligt med nogen at snakke med. Aftensmaden stod på Wienergryde på dåse peppet op med en gang blandede bønner.
Næste morgen pakkede jeg ret hurtigt sammen og tog turen hjem langs kysten igen. Det var meget varmt, så det blev til lidt afkølende rul undervejs. Jeg hilste på et par havsømmere ud for Enø. De var dejlig nemme at se med de orange bøjer. Turen tog lidt over 3 timer med to små pauser undervejs.
I Karrebæksminde stødte jeg på en del trafik ind og ud af havnen. Jeg ventede pænt til der var faldet lidt ro over det, før jeg roede under broen.
Utroligt hvor meget der skal med til en enkelt overnatning - det er vist godt jeg ikke er vandrer og skal have det hele på ryggen.

Det blev til 35 km's roning

onsdag den 24. juni 2020

Enø rundt

Det var et flot vejr til ugens onsdagstur.
Vi roede først til Vesterhave Strand hvor vi holdt en lille pause. Ulla badede, og erklærede at badevandet var lækkert. Jeg tog hende på ordet og snuppede lidt rul inden vi roede videre. Hun havde ret - det var meget lækkert.
Ved molehovederne valgte Jørn, Lone og jeg at ro rundt om Enø.
Det fortrød vi ikke. Efter en lille pause på Dybsø krydsede vi den lavvandede fjord tæt ved Hestevad, og kunne derfra nyde et længere stræk med både vind og strøm i ryggen.
Solen skinnede videre fra den skyfri himmel.
Den sidste del af turen gik ind gennem Gammelåen.
27 km

fredag den 19. juni 2020

Stevns Klint


For et par uger siden måtte vi udsætte en tur til Stevns Klint. Denne tirsdag lykkedes det. Vi mødtes ved NKC, pakkede trailer og bil og kørte til Rødvig, hvor vi satte kajakkerne i vandet.

Efter en kort rotur var Boesdal passeret og vi var ved en strækning med mange huler. Vandstanden var lav, og bølgerne brillerede ved deres fravær, så det blev til ture ind i et par af dem.
Det er altid spændende at befinde sig steder der er skabt ved at loftet er faldet ned
Vi overlevede dog alle farer 😊
Sjov udsigt inde fra en af hulerne
Efter vores huleture fik vi andet at se på, da en vandrefalk med et bytte fløj lige forbi. Højt skrigeri tæt på afslørede et par sultne unger der havde fået øje på at der var mad på vej. Vi sad og nød synet af den flotte fugl og dens store unger. Mit lille kamera formåede ikke at få et skud af fuglen, men Jan fandt et noget bedre kamera frem og fik et godt skud


Et par døre i klinten afslørede at vi passerede Stevnsfortet
Det er nogle ordentlige klumper der gennem tiderne er skredet ned.
Jens var ret interesseret i historien om fiskeleret, så vi lavede en lille fotosession på en lokalitet hvor det var meget tydeligt.
Der er tydelig forskel i kridtlaget over og under den tynde stribe fiskeler.
Der var meget få turister ved Højerup Kirke
I lidt spredt formation passerede vi kridtbruddet lange pier
Vi var meget heldige med vejret. Solen skinnede - af og til gennem et tyndt lag høje skyer, og der var ingen vind, så vi kunne ror stille og roligt langs klinten og nyde den utrolig flotte natur.
Modsat turen ved Møns Klint er der i det hele taget meget få mennesker langs klinten. Det skyldes langt hen ad vejen at der ikke er adgang til stranden - eller at der ikke er nogen strand.
Efter en formiddags fantastisk rotur nåede vi frem til Bøgeskov hvor frokosten skulle indtages. En stor rådnende og ildelugtende tangbræmme fratog os lysten til at gå i land, men heldigvis var der en badebro hvor vi trodsede fortøjningsforbuddet og bandt kajakkerne fast.
Med den slags øl kan man roligt tage til søs.
Mens vi spiste, blæste det lidt op. Og som lovet var det fra nordøst, så hele turen tilbage bød på medvind - det kan da kaldes turplanlægning. Vi tog den lidt mere direkte tur hjem og roede fra pynt til pynt. Det gav lidt længere afstand til klinten. Den lå nu i skygge og var ikke helt så flot som i formiddagens sol.

Efter 36 km nåede vi tilbage til Rødvig, og Jan og jeg snuppede et par rul. 

Torsdagstur til De hvide Svaner

Hyggelig tur til De hvide Svaner med Liselotte, Hjarne på begyndertur. Nu har vi jo ingen rigtige begyndere, så deltagerne nok mere sommerroere.

10 km

tirsdag den 9. juni 2020

Aftentur

Jeg fik lokket Karin og Jesper med på en aftentur
Traditionen tro gik den rundt om Gavnø - ned et kaffe pitstop på stranden ved Vejlø.
Et par svaner har haft rede ved kanalen, og de kunne nu stolt præsentere ungerne. Hele 5 "svæklinger" var det blevet til.
16 km

tirsdag den 2. juni 2020

Roskilde rul

En af familiens gode venner - Susanne - ror også kajak.  Jeg har før øvet rul med hende ved hendes sommerhus ved Bjerge Strand . Nu ville hun i gang igen og kunne bruge en tryghedsperson.

Det  havde hun nu ikke haft brug for, hun rullede fint. Jeg snuppede også et par rul inden vi gik i land og nød en kop kaffe og lidt mundgodt. Det var første gang jeg rullede uden tørdragt, men det forholdsvis lune vand og gode vejr gjorde at vi ikke frøs.

Efter pausen roede vi rundt om Ringøen. Den ligger i et flot område med skov, klinter og mange fugle. Absolut et besøg værd, når man er på de kanter.

Vi fik roet 12 km