Jeg roede igen fra Prinsens Strandcamping med en pirk efter kajakken mod Ålesund. Efter et par kilometer roede jeg ind i et lille sund. Der var et museum med flotte gamle skibe – og kort efter roede jeg under de tre broer. De blev behørigt fotograferet, og jeg satte kursen tilbage mod campingpladsen, så jeg kunne nå at være tilbage til aftalt tid. 
Rolængde 8 km – og ingen fisk
Havet var meget roligt, det var kun meget dovne dønninger der kom ind i fjorden. Disse var blandet med hækbølger fra skibstrafikken og refleksbølger fra kysten. Ikke noget problem, men jeg holdt dog lidt øje med bølgerne fra de største og hurtigste af skibene – de kunne godt nå op til en meters højde og nogle af dem kom meget tæt.
Jeg prøvede lidt forskellige fisketeknikker – dørgede, pilkede, brugte pirk, blink, gummiagn, men fik ikke kontakt med nogen fisk. Et par lokale nordmænd i havkajakker fortalte at der var lidt småtorsk og makrel, men at man skulle længere ud for at fange større fisk – primært torsk.
Jeg havde – bl.a. pga. den ret tætte skibstrafik - ikke lyst til at stikke ud på fjorden og ligge i min lille åbne kajak, så jeg satsede på småtorsk. Dog som allerede nævnt uden succes.
Den manglende succes som lystfisker kunne dog ikke spolere indtrykket af en stor naturoplevelse. 
På den ene side Atlanterhavet, på den anden Ålesund, på den tredje og fjerde side storslåede panoramaer med fjorden omkranset af sneklædte bjergtinder.
Årets ferietur for fruen og jeg gik til Norge, og min Blackwater13.5 toer- og fiskekajak var selvfølgelig med. Et af målene var at komme til Geiranger og ro en tur på fjorden, og det blev den første rotur i Norge. Efter et par fantastiske flotte dage i mellem Norges højeste bjerge kørte vi en tur til Geiranger. Stedet er flot, men overrendt af mange (andre) turister og fyldt med souvenirbutikker – ikke lige et sted vi havde lyst til at campere. Men en rotur blev det til.
Lidt uden for byen fandt vi et sted, hvor vi kunne få kajakken i vandet. Fruen ville helst holde sig tæt på land, men jeg gerne ville lidt væk fra den stejle klippekyst. Når vi nu alligevel ikke kunne komme i land, forklarede jeg at vi skulle holde os lidt på afstand, for der kunne komme nogle ubehagelige bølger fra begge sider når nogle af de mange både der sejlede på fjorden passerede os.
Vi slap tørre igennem bølgerne og sad et stykke tid og nød synet af det imponerende vandfald De syv Søstre. Da der var en pause i skibstrafikken på fjorden, roede vi over til den anden side og fandt et sted hvor vi kunne gå i land og nyde kaffen.
Vi holdt pause ved stranden hvor medbragt mad og is blev nydt blandt mange badegæster. 
Turen hjem gik fint. Pupillerne kunne nu lukke overflødigt lys ude, hovedpinen var væk, skulderen gjorde ikke ondt - og jeg kunne følges med de forreste og havde endda overskud til at tage et par billeder.
Morale - hav altid et par Panodiler med på tur.
Kysten var ret stenet, men vi fandt et sted at gå i land
og nød de medbragte madpakker. 
Nogle ville gerne gå en lille tur på øen, mens vi var andre der tog en slapper - eller ledte efter sten - på stranden.
Da vi skulle videre, valgte vi at ro den samme tur tilbage, da der ikke var ret langt til parkeringspladserne. På nordspidsen fik vi at mærke at vinden havde taget til. Det havde selvfølgelig effekt på bølgehøjden, og vi kunne nu boltre os i bølger op til en meter. Nogle nød dem, men s andre så lidt mere anspændte ud.
Efter en kort kaffepause på Dybsø roede vi til stranden ved Karrebæksminde, hvor vi ankom samtidig med 13-14 klubkammerater fra NKC - hele 4 instruktører og en blandet flok af nye og lidt mere rutinerede roere. Lækkert at instruktørerne stiller op, så vi andre kan blive bedre.
Kajakkerne blev hurtigt slæbt ned til stranden, og efter en hurtig omklædning og briefing stak vi til søs i to grupper. Den ene trænede redninger og entringer, og den anden - som jeg deltog i -trænede rul, Nu skal det læres!
Først trænede vi hoftevrik i strandkanten, og de de blev godkendt, gik vi i gang med i første omgang kvarte rul og senere halve rul med paddlefloat på dybere vand.
Mit første halve rul kiksede, og da jeg også missede makkerens kajakspids, måtte jeg ud af kajakken. Jeg lavede efterfølgende en omvendt entring af kajakken og trak mig op i makkerens kajakspids.
Da kajakken var nogenlunde tømt for vand, trænede vi videre. Og minsanten om ikke de næste 10 rul gik næsten gnidningsløst. Jeg fandt ud af at det er vigtigt at jeg lige orienterer mig under vandet. Så er det meget nemmere at koordinere pagajens bevæbelse med hoftevrik og at hovedet kommer sidst op af vandet. Jeg fornemmede tydeligt når det gik bedst, og der ikke var så meget pres på pagajen. Nu skal der bare trænes - helst hver gang vi er ude. En lidt skæg oplevelse var at jeg væltede på stranden, da jeg steg ud af kajakken. Om det var kulde, vand i ørene eller almindelig rundtossethed der gjorde at jeg ikke kunne holde balancen, ved jeg ikke, men der gik flere minetter før jeg ikke følte mig gevaldig svimmel.
Vi kom vist alle rundt eller entret kajakker, og der var stor tilfredshed med aftenen, da vi efter et par timer sad i det varme strandsand og evaluerede træningen.
Rolængde 18 km
Da jeg ikke kunne ro på den traditionelle tirsdag - der var Sct. Hans og jeg havde andre aftaler - roede jeg sammen med Knud og Jesper en tur til Karrebæksminde. 
Vi var alle tre klar til at ro en tur rundt om øen, men en sort sky afholdt os fra det. 
Det ville være grimt at blive fanget af tordenvejr mellem Enø og Svinø. Vi valgte at tage turen rundt om Gavnø, og fik en fin tur ud af det. Skyen forsvandt, og vi kunne nyde den dalende sol 
og spejlblankt vand på en af årets længste dage.
Johnny demonstrerede hvordan man "elegant" kan komme ud af sin kajak på klubbens nye flydebro - og samtidig sende sin kajak på solotur på kanalen.
Næste dag hang skyerne lavt og en strid blæst blæste hen over skærgården. Vi havde aftalt afgang til en heldagstur kl. ni, så der var almindelig travlhed i lejren fra syvtiden. Morgenmad skulle tilberedes og spises, rotøjet skulle findes frem, og kajakkerne skulle gøres klar. Alt gik op i en større enhed, og lidt over ni lå vi alle i vandet og samledes til den første briefing.
Vi var på forhånd blevet enige om at følges ad, og målet for turen var den yderste store ø - Tärnø - i skærgården ud for Järnavik. Et par af de stærkeste og mest rutinerede roere indvilgede i at ro bagerst, og resten fordelte sig i små hold der gensidigt holdt øje med hinanden.
Vi kom dog hurtigt af sted, så da vi skulle holde den første lille pause, var vi på kanten af den noget mere åbne skærgård. Vi blev hurtigt enige om at det ikke var fornuftigt at begive sig derud i den i den kraftige blæst, så dagens tur gik i stedet ind i de mange fjorde og rundt om nogle af øerne i den inderste skærgård. Og det blev alle tiders tur.
Området er meget smukt, og der er mange fugle over alt. Allerede på turen ud havde vi set havørn, undervejs så vi nu masser af edderfugle, ænder, gæs, svaner, måger, terner, strandskader og mange vi ikke lige kunne bestemme. Flere af dem havde unger, og en enkelt gang kom vi så tæt på et skær med terner, at de gik til angreb. Vi overlevede angrebet, og holdt os lidt længere væk fra fuglebeboede skær på resten af turen.
På vej ud af en af fjordene så vi en rød glente jage langs kysten. I bunden af en af de andre fjorde fløj en fiskeørn rundt på udkig efter bytte. Vi lå alle og nød det flotte syn, da den pludselig klappede vingerne sammen, styrdykkede ned og tog en fisk. Den slags ser man normalt kun på film - men det kan altså også opleves i Blekinge. For lige at få det hele med var der en stor musvåge, der gav flyveopvisning i den næste lille fjord.
Vi var efterhånden nået tæt på lejrpladsen, men vi var endnu ikke helt færdige med skærgården. Vinden havde lagt sig lidt, og de fleste af os roede igen ud til den yderste skærgård for lige at få et sidste blik af det åbne hav. Vi fandt en lille bugt, hvor vi gik i land og lavede kaffe på Trangia - den medbragte var sluppet op for længe siden. Heldigvis var der stadig kiks og slik til alle der havde brug for en lille forfriskning.
På vejen hjem rundede vi et par nøgne skær med Østersøen på den ene side og den inderste skærgård på den anden, og fik på den måde oplevet alt hvad skærgården ved Jarnavik har at byde på.
At ro så mange i en gruppe kræver god disciplin. Hvor man skal ro hen, og hvor man skal holde pauser, kan hurtigt blive emner for lange debatter. Dem var det heldigvis ingen af på vores tur. Vi havde rimelig klare aftaler om hvor vi skulle ro hen, var fleksible nok til at ændre dem, da vejret krævede det. Vi var på forhånd enige om hvor tit - og hvor lang tid - vi skulle holde pauser. Og endelig lystrede alle turlederen, når der var en der var nødt til at sige at vi skulle ro den ene eller den anden vej, og hvornår pauserne var slut. Det sidste var jeg glad for, for det var mig der var tovholder/turleder på turen.
Til aftensmaden lånte vi et par grill på campingpladsen, og snart rullede de forskellige madgrupper sig ud. Der var alt lige fra min ene bøf og færdiglavet kartoffelsalat til komplette menuer med mange delikatesser. (Jeg har luret hvem jeg skal prøve at komme i gruppe med på næste tur). Alle var dog flinke til at dele ud af mad, øl og rødvin, og jeg er sikker på at ingen gik sultne i seng. Man er i det hele taget slet ikke sulten. når man tager på tur med NKC - alle har rigelige forsyninger med af mundgodt, og begrebet sukkerkold kendes ikke i klubben.
Solen skinnede fra en skyfri himmel, men det blæste stadig, så vi beluttede os for at tage en reduceret udgave af gårsdagens tur. Vi roede dog den anden vej, og i det gode vejr var det en helt anden tur. Igen med masser af naturoplevelser og flotte scenarier lige fra noget der kan ligne en dansk sø til klippefyldt skærgård. 
Middagspausen holdt vi det sted vi dagen før var vendt om. Vi fandt et sted med læ og selv om det ikke var et ideelt sted at gå i land varede det ikke længe før alle havde spist (rigeligt) og lå og nød udsigten. 
Pludselig var der nogen der ville hjem og rydde op, så de roede af sted. Vi andre holdt tidsplanen og slappede lidt mere af. Snart kravlede vi også i kajakkerne, og så gik det tilbage mod campingpladsen. Vi havde vind i ryggen, og igen bølger fra alle sider. De var ikke så store, men af og til ret ubehagelige. På et tidspunkt måtte jeg tage et par dybe indåndinger og lige slappe af i kroppen, før jeg roede videre. Da vi kom lidt i læ af en ø, kunne jeg høre at andre havde haft det på samme måde. Vi nåede dog alle tilbage i fin stil og på rekordtid.
Vi roede i alt 45 km , kørte 600 km i bil og turen kostede små 500 kr + mad pr. deltager.
Se alle billederne på klubbens billedside
