torsdag den 1. december 2011

1. december i blæsvejr

Så blev det december, og jeg kunne næsten ikke komme gennem Næstved fordi en ny Netto åbnede på min vej med efterfølgende trafikkaos. Jeg nåede dog frem, og det gjorde Jens også. Vi kiggede noget på træerne, der bøjede sig i vinden. Den norske vejrside yr.no havde lovet/truet med op til 14 sekundmeter vind og kraftigt nedbør.

Uvejret var ikke helt nået frem til os, så vi valgte at ro af sted og se hvordan det udviklede sig. Blev det for slemt, kunne vi vende om og ro en tur ind til havnen.

For at få lidt læ roede vi ud gennem Gammelåen og forbi Gavnø, hvor den kuldrede greve sikkert sad og fandt på nye ideer til hvordan han kan slippe for at betale en fartbøde. Den slags risikerede vi ikke, for nu kom modvinden. Hele turen gennem Fladstrand havde vi vinden lige i næsen. Men pyt, mens vi roede sad vi og nød synet af fuglelivet. Et par havørne blev mobbet af småfugle, ænder, blishøns og gæs fløj rundt omkring os, en enkelt musvåge blev forfulgt af en krage, et par andre musvåger fløj lige hen over os, et par hejre lagde turen forbi osv. Det livskvalitet på et højt niveau, at sidde i en kajak!

Efter Karlsgab blev vi mødt af vindens fulde styrke. Vi roede et stykke langs skoven, og lagde så kursen over fjorden, så vi fik bølgerne skråt forfra. Jens havde lidt problemer i sin finne-udrustede Greenlander med at holde kursen. Jeg roede lige frem med roret helt til den ene side. Trods alt var det dog væsenligt nemmere at komme fremad, og da vi endelig kunne vende om og få vinden i ryggen, gik det af sted med nogle fede surfture.


Da vi efter et stykke kajak-kvalitetstid kom lidt i læ af Gavnø fandt vi termokanderne frem og fik kaffe og suppe. Vinden blæste os hurtigere frem end vi kunne ro på den anden side af øen.

Det sidste stykke på fjorden gav lidt træning til hofterne. Der kom bølger rundt om øen på begge sider, og når de mødtes, gav det nogle toppede bølger, så vi måtte vrikke med måsen som en anden "Vild med dans" deltager for ikke at vælte.

Det sidste stykke ind gennem kanalen var næsten kedeligt, men vi sad og snakkede hele vejen, og snart trak vi kajakkerne op af vandet.

Rolængde: 16 herlige km

Ingen kommentarer: