Forårstur til Avnø

Foråret har bidt sig fast, og jeg havde aftalt langtur med Troels. Vi havde snakket om en tur ned ad Ringsted Å, men da vi pludselig manglede en bil for at få logistikken til at gå op, valgte vi at ro fra NKC til Avnø.

Tomas var ved at gøre sig klat til en lille tur i sin spritnye Empower, men han valgte at tage på langtur med os. Og af sted gik du på fjorden mod Karrebæksminde. Trods både svag vind og strøm var der lidt bølger i havnebassinet, og da vi rundede molehovederne blev vi vugget blidt i bølger fra flere sider.

Vi satte kursen mod Dybsø og det gik derudad i fin stil med vinden i ryggen. Vi roede forbi øen og gik i land på stranden ved Svinø og snuppede en lille pause, fik tisset af og drukket en enkelt kop kaffe.

Snart gik det videre mod Avnø, og da det var ret lavvandet var rønnen usædvanlig stor. Men som det sædvanlig var der ingen sæler på den. Tomas var inde på at de har en aftale med fuglene om at de har rønnen, og sælerne har alle stenene længere inde i fjorden. Og der lå de i store mængder.

Sælerne spottede de os på lang afstand, og nysgerrige som de er, lå de snart i vandet omkring os.

Hvem der kiggede mest  på hvem er svært at afgøre. Vi drev stille af sted og kiggede længe på sælerne der dukkede op af vandet tættere og tættere på os. Vandet var utrolig klart, og jeg håbede at få et glimt af en sæl under vandet. Det lykkedes dog desværre ikke.

Tomas så et par piger på heste i vandkanten - og væk var han. Troels og jeg roede til shelterne, hvor vi gik land for at spise frokosten.. Tomas sluttede sig til os, og fortalte at pigerne kendte en hest han en gang har redet på :-).

Solen skinnede varmt så vi kunne krænge overdelen af tørdragterne ned og få lidt sol på de bare maver. Jeg tændte op i Kelly Kettlen og snart var der suppe, kylling i sur-sød sovs og senere kakao på menuen.

Efter en dejlig pause - årets første længere pause, og så uden at fryse - gik turen hjemad. Vi tog turen fra Avnø til Karrebæksminde i et hug. Der var lidt modvind, så det var bare med at finde et tempo der passede os alle. Det gik fint, og snart holdt vi turens sidste strække ben-pause i Karrebæksminde. som det ses på billedet af Troels (th) og undertegnede var der overskud til smil.

Det sidste stykke af turen foregik i totalt mørke. Troels og Kolbe havde lys på - jeg nøjedes med effektive reflekser. Lygten er nu lagt i kajakken.

Turens længde var 47 fantastiske km - og det skal da lige med at jeg sov ualmindelig godt på sofaen om aftenen :-)

Tak til Troels for billederne.