mandag den 18. juni 2012

Blekinge

Midt i juni var vi 12 NKC'ere der fredag kl 16 satte kursen mod Matvik i Blekinge. Efter små 300 km nåede vi frem og fik pakket og sat kajakkerne i vandet.


Det var ikke helt let da der kun var en lille flydebro der var passende til formålet.


Vi kom dog alle ret hurtigt på vandet og satte kursen mod lejrpladsen på Ö Bokö.


Det viste sig at være et rigtig lækkert sted. Vi fik hurtigt slået teltene op - det første der stod var klubbens lavu, og med kun 3 beboere i den store 9-personers lavu, havde vi oceaner af plads.


Der var bygget et helt nyt toilet-/badehus, men desværre var det ikke helt færdigt - og det gamle lokum var revet ned. Det var godt at Kurt havde en spade med, så vi i pæn afstand af lejren kunne indrette et latrin bag en busk. Kolbe stillede toiletpapir i vandtæt pose, vandfad og spritservietter derop, og et sindrigt system med et hvidt brædt der kunne stilles på tværs ved stien,indikerede, når der var optaget.


Den første aften gik med ren hygge omkring et lækkert lejrbål. Vi havde medbragt lidt brænde, men der var faktisk en del brænde på pladsen. Kelly Kettlen kogte vand i en lind strøm til kaffen. Kolbe havde taget noget ualmindelig velsmagende økologisk kaffe fra Coop med. Kaffen blev brygget med tragt og filter, og der var ikke et øje tørt. Vi krøb ret hurtigt i poserne, for næste dag skulle vi på rotur.


Morgenmaden lod ikke aftenhyggen noget tilbage. Der blev rigget en større morgenbuffet til med juice, kaffe, boller, rugbrød, smør, ost, Nutella, pålægschokolade müesli, havregrød. Trods de kulinariske fristelser sad alle i kajakkerne 9:05 og var klar til dagens tur.


Rikke og jeg havde forberedt et lille orienteringsløb, hvor det ikke kun gjaldt om at finde vej, men også holde en selvvalgt gennemsnitshastighed. Vi inddelte vores turkammerater i tre hold: kvinderne, alfahannerne og de rare mænd (ikke at en alfa også kan være rar :-)).


Startstedet for løbet skulle have været Ö Bokös østligste punkt, men nogle dønninger lavede en flot lille brændingsbølge, så vi måtte rykke den lidt.


Holdene fik en række kuverter med instrukser - kuverterne skulle åbnes efterhånden som holdene nåede de forskellig destinationer. Det første hold i mål var de rare mænd - de havde klaret de omkring 5 km med en gennemsnitshastighed lidt hurtigere end de havde faslagt. Alfahannerne kom som nr 2 - stolte af at de havde holdt gennemsnitshastigheden som de havde kontrolleret med GPS (snydere) - men da de havde roet et par km for langt, kunne de ikke matche det første holds præcision. Kvinderne så vi aldrig mere!


Jo, et par timer efter ringede Rikkes telefon, og der var kvindeholdet, der efter et par timer indså at de var faret vild. De fik at vide at vi andre var i lejren, og snart dukkede der 4 kajakker op på kurs mod øen. Kvinderne påstod hårdnakket at de havde fulgt instrukserne, og at der måtte være fejl i opgaven. Dete var der ikke. Det viste sig at de havde fulgt en kurs, og ikke taget en pejling på hvor de skulle ro hen. Strøm og vind havde så ført dem forbi den ø (500 m fra målet i lejren) som var deres mål, og den næste kurs havde så sendt dem på krydstogt - i stedet for hen til lejren. Det gav anledning til en fin snak om navigation under frokosten, der blev nydt i lejren.


Om eftermiddagen roede vi rundt om Tärnö, der er den yderste ø i Hälleryd Skärgård. Langs hele kysten var der dønninger på ca en meters højde - plus enkelte lidt større - så vi holdt god afstand for at slippe for refleksbølger. Alligevel kunne vi godt mærke uro i vandet under os, da vi passerede de skær der et par steder rakte ud under vandeoverfladen. Alle slap dog fint rundt, selv om der var enkelte der ikke var helt så snaksalige, som de plejer at være. 


Tilbage på læsiden roede vi ind øens lille havn og holdt kaffepause. Kenneth trakterede med hustruens lækre  hjemmebagte kager. Trods kagerne var vi nogle der fik plads til en ispind :-)


Efter pausen roede vi tilbage til lejren. Kolbe og Morten roede i forvejen for at få gang i et bål. Vi måtte dog vige bålpladsen for en svensk familie, der havde slået sig ned omkring den. Vi fortrak til en anden bålplads og riggede lidt interimistiske bænke op af nogle engangspaller fra toiletbyggeriet.


Rikke havde lavet en ordentlig omgang chili con carne der blev tilberedt i klubbens nyindkøbte bålgryde. Vi kogte ris over et par trangieaer, og Kurt riggede en større salatbuffet til. Der blev spist godt igennem, og det var en flok godt mætte NKC'ere, der nød bålet, solnedgangen, hinandens selskab og en lille skarp eller to.


Kolbe tilberedte en gang æblekage til dessert.


Natten bød på lidt drama i lavuen. Vi havde ikke spændt bardunerne op, og da en frontpassage gav nogle kraftige vinde, blev en af pløkkerne revet på. Kolbe og undtegnede fandt hammeren frem og fik banket alle pløkke godt ned og monteret nederste række barduner. Resten af natten sov vi trygt og godt.


Næste morgen var vejret fint igen, og vi nød endnu en morgenkomplet. Lejren blev pakket ned i kajakkerne, og allerede 9:30 lå alle på vandet klar til dagens tur. Morten og Kurt valgte at ro til Matvik, men vi andre ville prøve at ro ind i fjordene ved Järnavik.


Store bølger fik os dog til at vælge en anden tur, og igen roede vi mod Tärnö - nu dog fra den anden side. Undervejs kravlede vi i land på nogle klipper - ikke lige min paradedisciplin, men jeg kom dog både i land og tilbage i kajakken. Tak Rikke og Kolbe :-)


Kenneth diskede op med flere hjemmebagte kager og et forslag om at vi lod dagens pauser tælle 5 km til rostatistikken. Sådan er vi dog ikke ;-), og det er jo lige så meget for hyggen og naturen at vi tager på tur. Og den kan vi jo lige så godt nyde i land. En GPS fortalte efter dagens tur at vi have roet 3 timer og 20 minutter og kun holdt pause i 3 timer.


Efter kaffepausen roede vi til Tärnö og nød solen og frokosten. Knud bød på is, men vi var flere, der efter et par dage på NKC-kost ikke havde plads til mere i maven.


Nogle meget sorte skyer tårnede sig op i horisonten, men vi var heldige på tilbageturen og kunne nøjes med en kort regnbyge - turens eneste mens vi ikke sov. Tilbage i Matvik kunne Morten og Knud fortælle at de havde fået en ordentlig skylle.


Vi fik ret hurtig tømt kajakkerne for de tungeste ting og spændt den fast på traileren. Regnskabet blev gjort op, og med et klubtiskud til kørsel og bro for trailerbilen, lød regningen til hver deltager på 333 kr. Fantastiske at så stor en oplevelse kan koste så lidt. Tjek selv hvad et koster hos de professionelle udbydere af kajakture.


Stor tak til Jeanette, Kenneth, Knud, Kolbe, Kurt, Lars, Maria, Morten, Rikke, Sinne, Susanne for endnu en fantastisk klubtur.


På havnen i Matvik købte jeg et hæfte om området. Forfatterens hjemmeside kan ses her


Rolængde 38 km


Se alle mine billeder her



Ingen kommentarer: