torsdag den 23. maj 2013

Rotur til Tyskland

At ro til Tyskland i kajak - og så i tæt tåge - lyder drabeligt. Men når turen går fra Sønderborg til Langballigau på den anden side af Flensborg Fjord, er det ikke så farligt. Men mere om det senere.


Turen til Tyskland var en del af NKC's klubtur til Sønderborg, hvor vi besøgte kajakklubben og ikke mindst vores klubkammerat Fylkir og hans kæreste Lene.
Vel ankommet til Verdens Ende - det hedder vejen hvor kajakklubben holder til - fik vi hurtigt etableret lejr og slappede af med lidt mad og hygge i klubbens dejlige hus, hvor alle faciliteter stod til vores rådighed.
Lørdag gik turen til Ballebro. Der hang en tæt dis over farvandet da vi lagde ud, men en meget mild brise fik disen væk og vi kunne nyde turen gennem det smalle sund - og under en ny bro :-) - mellem Jylland og Als.

Vi snakkede en del om historie undervejs - det var her tyskerne satte over og tvang danskerne til det tredie fantastiske tilbagetog i 1864. Jeg har læst bøgerne Slagtebænk Dybbøl og Dommedag Als af Tom Buk-Swienty, og det var meget spændende at befinde sig på det farvand hvor Danmarks skæbne blev afgjort og Danmark mistede en trediedel af landet pga politikeres dumhed.
Efter en lille pause med indblik mod Augustenborg - hvor min kære hustrus familie stammer fra - roede vi videre mod Ballebro, hvor Fylkir næsten instisterede på at vi skulle smage en Ballebro Burger. godt at vide at han spiser andet en tørfisk :-)
Burgeren var god, men Bentes Grill i Næstved laver nu en bedre burger, og Fylkir har hermed  modtaget en stående invitation til en burger, næste gang han er på Sydsjælland.
Thomas havde taget en af klubbens nye børnekajakker med til sin kæreste. de byttede dog hurtigt og Thomas nød tydeligt at ro i den lille kajak, der som fabrikanten skriver er: "A serious kayak for paddle crazy kids" - og det passer vel meget godt for Thomas.
Tilbage i klubhuset stod den på vildsvin fra Detlefs Grillstegning. Og det var godt nok lækkert! Jeg tror vi alle spiste lidt mere end vi plejer, og klogt nok var der ingen dessert. Mætte og veltilpasse fordelte vi os i de bløde møbler og så Grande Prix. Vi gik til ro før afstemningen og kunne vågne til beskedden om at Danmark havde vundet. Til lykke til Emmelie, der allerede har fået en side på Wikipedia.
Trods sejren skinnede solen ikke på Sønderjylland dagen efter. En tæt tåge lå det meste af dagen over land og vand. Der var ingen vind og med havblik og tåge roede vi efter at have roet gennem Sønderborg og under Christian den 10.'s Bro ud i intetheden.. 
Snart tonede en klint frem foran os, og mens vi roede forbi det smukke landskab, spottede Kolbe marsvin. Det skulle vise sig at være starten på noget af et eventyr med "Danmarks næstfarligste fisk", som vi hurtigt døbte dem. Forklaring kan findes i en kommentar i denne video. Vi fik desværre ikke klip af vores skræmmende oplevelser.
Efter en kort pause satte vi kursen mod Tyskland. Kysten kunne svagt skimtes, men med kort, kompas og GPS fik vi sat en kurs og roede af sted. Der var mange sejl- og motorbåde på vandet, men vi krydsede over i nærheden af en sejrendebøje hvor de mange både kom næsten på linje, så det var ikke svært at finde et hul at krydse igennem.
I Langballigau fi  vi en rigtig lække fisk med brasekartofler - de tyskere kan noget med mad - og en herlig mørk hvedeøl som selv den seriøse sportsmand Fylkir også nød - de tyskere kan endnu mere med øl - inden vi gik en runde i den lille havneby.
På hjemturen havde tågen lettet lidt, så turleder Fylkir stak meget bestemt og med stor håndfakter en kurs af mod en rapsmark i Danmark. Kolbe og jeg roede snakkende af sted for efter et stykke tid at kunne konstatere at resten af gruppen - med Fylkir i spidsen - nu tydeligvis havde valgt en anden kurs. Det gav baggrund for lidt hyggemobberi hver gang en kurs blev sat på resten af turen.
Pausen på hjemvejen var på en lille strand foran en klint.
Flere steder på klinten var træerne væltet ned på stranden,
og Kolbe måtte lige på en lille klatretur.
Tågen var lettet lidt, men vandet var stadig spejlblankt da vi roede tilbage til Sønderborg. Foran universitetet var der en opstilling af statuer af  verdens store tænkere. Det skulle angiveligt være Jesus, Karl Marx, Sokrates, Buddha, Lao Zse, Konfucius og Muhammed - og hvad Kolbe laver i det selskab lader jeg stå....
Aftenen bød på en lille gåtur og en kop kaffe på Cafe i det lokale minefelt.
Mandag var mit kamera løbet tøt for strøm, så jeg håber på at kunne snuppe lidt billeder fra de andre - for det blev nemlig en rigtig flot tur.

Efter endnu en tur gennem havnen roede vi langs kysten mod øst. Og det blev en tur med bare numser ved havbadet, motion i maskiner på stranden, flotte kyststrækninger, et utal af lystbåde og flere marsvin. Vi holdt en lille pause på stranden på Hesnæs inden vi vendte tilbage til Sønderborg.

Vi pakkede lejren ned, spiste en frokost sammen med vores værter og tog afsked. Jeg håber meget at vi i NKC får mulighed for at gengælde Sønderborg Kajakklub og specielt Fylkir og Lenes gæstfrihed.



Rolængde 78 km
Se alle mine billeder her

Ingen kommentarer: