fredag den 2. august 2013

Torsdagstur

Nu igen med billeder. Jeg har købt et nyt kamera - et Lumix FT5 - da det gamle Olympus Tough 310 er blevet ustabilt. Vejret denne torsdag var dog ikke det bedste til fotografering - disen havde lagt sig over fjorden, men Jes og jeg indledte dagens roning med et lille smut på fjorden.
Vi besluttede at følge bredden til campingpladsen De Hvide Svaner - og svaner var der mange af langs sivkanten hele vejen derud. Billedet herunder er taget med fuld tele - optisk og digitalt - og billedstabilisatoren har da gjort et pænt arbejde.
Ved campingpladsen var der lidt SUP aktivitet. En ung mand gav et par piger en tur på brædtet - altså kun en rotur, men hvem ved hvad det kan udvikle sig til.
Da fredningstiden er slut må man godt ro tæt på Lindholm, og der holder rigtig mange fugle til på den lille ø midt i fjorden. Telen kom igen på arbejde i Lumixen, men med det dårlige lys havde kameraet svære arbejdsbetingelser.
Efter 12 km på fjorden var vi tilbage ved klubhuset hvor 8 roere var ved at gøre sig klar til torsdagstur. Turen er en tradition i klubben, og konceptet er at rutinerede roere tager "de nye" med på en tur på deres præmisser.
Så det gik stille og roligt ud ad kanalen med en hale af roere.
På vej langs Gavnø så vi en flok stære der fløj rundt og øvede sig på efterårets Sort Sol flyvninger. Snart nåede vi broen ved Gavnø
Efter turen over Fladstrand holdt vi en lille pause ved Karlsgab inden turen gik tilbage mod klubben. Solen var ved at gå ned og Henrik nød synet.
Alt godt har en ende, og snart roede vi ind i kanalen.
Samlet rolængde efter en stille dag på fjorden blev 26 km

Ingen kommentarer: