fredag den 9. maj 2014

Farfars fedeste fisketur

Med maj måned er det tilladt at fange gedder efter fredningstiden. Det benyttede jeg mig af på en fisketur sammen med min svoger og noget af hans familie og deres venner.

Vi camperede som sædvanlig ved Frederikskilde, hvor vi delte pladsen med et par unge mennesker, der var ude at nyde naturen. Og de kunne ikke have valgt et bedre sted eller et bedre tidspunkt. Det var koldt om natten, men vejret var godt og alt omkring os var sprunget ud.
Casper lagde ud med hurtig at fange en flot gedde - vi fik den desværre ikke vejet, men den ligner en gedde på små 4 kg.
Søren fangede kort efter en pæn sandart - en dejlig spisefisk, men fredet i maj, så den røg hurtigt ud igen. Det samme gjorde gedden, da vi kun beholder pæne aborrer til spisning. Dem fangede desværre ingen af, men heldigvis havde vi medbragt alternativ aftensmad, så jeg nød en lækker chili con carne.
 Knud tilberedte de fangne aborrer i rygeovnen, så der trods alt var en lille fiske-apetitvækker til os
Næste morgen havde Søren og Casper sørget for bacon ad libitum. Jeg spiser sundt for tiden, så jeg nøjedes med et stykke rugbrød - lidt ØV, men man må lide for den slanke linie :-(
Trods intentioner om tidligt morgenfiskeri kom vi først af sted ved 8:30-tiden, men der gik ikke længe før jeg fik den første gedde.
Efter et par smågedder fik jeg et tungt hug. efter en god fight kunne jeg veje en pæn gedde. Der var ingen af de andre i nærheden, så jeg måtte tage en selfie - og da armene ikke var lange nok kom kun en del af den 6 kg tunge gedde med på billedet. Det var den tungeste gedde jeg nogensinde har fanget :-)
Vejret var fremragende, og vi fortsatte fiskeriet i spredt orden. Der blev fanget fisk i kanoerne. Gedder, en enkelt sandart og aborrer blev taget af de andre. Desværre ingen større spise-aborrer.
Jeg fiskede målrettet efter gedder med store agn. På ekkoloddet kunne jeg se flere store enkeltstående fisk på 4-5 m vand, så med hjælp af GPS og ekkolod holdt jeg mig til 5 m dybdekurven, hvor jeg trak en rød/hvid jerkwobler der af sig selv har en æggende gang i vandet. Og det gav gevinst. Pludselig bøjede den stive Jerkbait-stang sig, som var der bundhug. Men det var det ikke - en stor gedde gav mig en lang fight.
Jeg havde ikke lange nok arme til at løfte gedden ud af  vandet i væten, men den var væsentlig større end den 6 kg's gedde jeg havde fanget et par timer før. Krogen sad dybt i gabet på den, og i bestræbelserne på at få den ud, fik jeg hånden lidt for langt ind i gabet på uhyret. Det var dumt, og fdet gjorde nas, da den smækkede kæberne i. Med hjælp af Knud fik jeg krogen fri, og heldigvis tog fisken ikke skade og havde fint kræfter til at svømme ned i dybet, da den blev genudsat.
På roturen tilbage til lejren spurgte et par knægte i en robåd om jeg havde fanget noget. Det havde jeg jo, og for ligesom at understrege statementet snuppede jeg en vild 6½ kg gedde lige for næsen af dem. Det var den 3. gedde større end nogen jeg før havde fanget.
Aborrefangsten var igen ikke særlig stor, så aftensmaden stod på medbragt suppe med ristede skumfiduser som aftensmad.
Søndag skulle Søren og Knud på fluefiskekursus, så jeg var ene mand på vandet. Trods ihærdigt fiskeri på søerne fangede jeg først en gedde lige før jeg roede ind i Susåen. Det skete mens jeg snakkede i telefon med min viv, så hun fik lige en live-reportage af en geddefight.
Turen ned ad Susåen var meget smuk - naturen viser sig virkelig fra sin pæne side, når solen skinne i først i maj.
Da jeg nåede til Holløse, kunne jeg se at de havde fået en ny - hårdt tiltrænkt - bro ved overbæringsstedet.
Rampen var dog stadig lige stejl, og en tungt lastet kajak krævede hårdt arbejde at få trukket op.
Efter møllen var der ikke meget vand i Susåen. Rødderne på billedet herunder viser hvor lavt  vandet stod.
Men flot var turen stadigvæk
Køerne var meget nysgerrige, da jeg gled forbi.
Da jeg nåede svinget før Gerdrupstykket prøvede jeg at fiske lidt igen. Det er Casper der har fiskeretten der, og jeg havde fået lov til at prøve lykken. I første kast var der hug på den leddelte Svage Gear wobler jeg havde fanget et par af gårsdagens gedder med, men fisken røg hurtig af. Jeg kastede et par gange det samme sted hen, og bang, så var der fast fisk. Det var en mindre gedde, så den fik lov at svømme igen. Efter endnu et par kast fik jeg en 2 kg's gedde. Den blev aflivet og taget med hjem til en gang fiskefrikadeller. Strømmen havde efterhånden ført mig ud af svinget, men på et sidste kast tilbage midt i åen fik jeg et tungt hug. Efter en herlig fight kunne jeg veje en 3½ kg's gedde.
Fiskestangen blev lagt til side igen, og jeg fortsatte turen ned ad åen. Ved Herlufsholm har jeg lov at fiske, da min klub har fiskeretteten. Wobleren havde dårlig ramt vandet før en gedde snuppede den. Det var en lille fisk, der hurtigt fik sin frihed igen. Opmuntret af fiskelykken trak jeg nu wobleren kort efter kajakken - der var ikke ret dybt. Fiskestangen satte jeg i vesten, og kort efter blev jeg næsten trykket ud af kajakken. Bundbid - ØV. Nej, bunden sprællede, og en intens fight gik i gang. Det var turens mest kamplysne gedde der havde taget wobleren. Efter at have snurret rundt med kajakken et par gange fik jeg vejet fisken - 4 kg dynamit, der fik lov til at svømme kort efter.


Jeg nærmede mig Næstved, men først skulle jeg lig under jerbanebroen, og der var sgu da ret flot
Jeg havde aftalt med fruen, at hun hentede mig ved Kanohuset, der nu er lavet til Cafe. Inden jeg kunne gå i land skulle jeg forbi en meget gal svane. Flere gange svømmede den lige imod mig og gjorde sig farlig at se på. Den gjorde dog ikke andet, og jeg kunne gå i land efter en weekend i kajakken der gav 12 gedder med de største på 8, 6½, 6, 4 og 3½ kg og 52 km roning i armene.

Ingen kommentarer: