fredag den 6. februar 2015

Karrebæksminde - Bjørnebæk og retur

Vejrudsigten sagde sol, men dis og rimfrost lå i en tyk tåge over landskabet da jeg fredag morgen kørte ud til Jan i Karrebæksminde for at ro en tur langs kysten. Vi blev hurtigt enige om at det kunne være ligemeget hvor vi roede hen, for man kunne intet se. Vi holdt os dog til aftalen om at ro en tur langs kysten mod Bisserup, og da vi havde lagt kajakkerne på stranden, løftede tågen sig næsten som ved et fingerknips, og den lovede sol skinnede på os.
Snart var tørdragterne udluftet og vi roede af sted. Vandet var meget roligt i læ af molen, men der var bølger fra vest og godt gang i refleks- og strømbølger da vi sejlede forbi molehovederne.
Vel forbi sejlrenden havde vi en mild vind imod os, men sol og roning gjorde at vi begge havde det dejligt i kajakkerne.
Og kysten ved Klinteby er noget af det smukkeste, så det gik som en leg at ro derudaf. Den høje skrænt rejser sig 17 m over havet, og fotograferet fra den rette vinkel, kan man ikke se de gamle rustne møller bag den.
Vi var kommet et stykke fra kysten, da vi passerede Klintehytten, så vi fik et fint indblik til den velplacerede hytte på toppen af klinten. Vores klubkammerat Kenneth er meget ivrig med at passe hytten.
De første skyer var begyndt at dække for solen, men vi fandt fint læ ved Bjørnebæk og nød frokosten. Jeg havde varm saft med hjemmefra og havde et par grovboller med ost og skinke fra bageren i Karrebæksminde. Lækkert!
Kysten ved Bjørnebæk er heller ikke at kimse af med sne og sol
Efter en kop kaffe var det tid at vende næserne og kajakkerne mod Karrebæksminde, og det gik raskt af sted med vind og bølger i ryggen.
Bølgerne kom dog fra irriterende 45 grader bagfra* og pressede hele tiden kajakken til højre - det er overraskende så lidt lyst kroppen har til at kante kajakken, når jeg sidder i bølger og 3 gr varmt (læs pissekoldt) vand - så på et tidspunkt lod jeg bare kajakken selv styre udad, og vendte så med passende mellemrum spidsen vinkelret på bølgerne og surfede af sted. Det var noget sjovere end at sidde og korrigere hele tiden.

*der er noget specielt med den vind-/bølgeretning, når kajakken ikke er er fuldt lastet med ferieoppakning. Lidt større eller mindre vinkel til vinden, og det går fint med at korrigere med finne, kantning, styretag, usymmetrisk benarbejde og og et enkelt bagror i ny og næ, men 45 gr dur ikke for mig i min ellers dejlige Tiderace XploreX, når den "kun" er lastet med lille mig og den obligatoriske last af sikkerhedsudstyr, varmt skiftetøj og en enkelt termokop.
Der var officiel åbning af den nye kaj i Karrebæksminde, med tale af klubkammerat og byrådsmedlem Per Sørensen. Det måtte vi lige have med fra søsiden
Og jeg kan nu prale af at være den første der lagde til kajen efter at snoren var klippet over. Imponatoreffekten er nok til at overse, men jeg ku' ikke lade være.
Det blev til 19 fede km på en fantastisk februardag.

Ingen kommentarer: