onsdag den 5. oktober 2016

Øv

Den lidt ærgerlige overskrift dækker over at mit kamera var løbet tør for strøm lige før en fantastisk efterårstur. Jes fik dog snuppet et par billeder med sin mobil da vi holdt pause.

Jes og jeg tog tirsdag morgen afsted i solskin. Vi roede hele vejen til Karrebæksminde i medvind, og der var strømmen oven i købet med os. For at få mindst mulig modvind på resten af turen roede vi i læ af kysten mod Svinø. Undervejs så vi store flokke af gæs flyve rundt ved Dybsø. Jeg så på et tidspunkt en havørn slå ned bag en bakke, og kort efter lettede en kæmpe flok gæs. Når efteråret viser sig fra sin flotte side er der virkelig mange store oplevelser derude.
Efter 16 km gik vi i land på Dybsø, og snart havde vi gang i et lille bål. Det skulle dog lige beskyttes af en læmur, da vinden strøg langs stranden på trods af vores forsøg på at finde læ bag en lille klint. Da bålet var brændt ned, ristede vi pølser og nød snart nogle velfortjente "hetdogger".
Mætte sad vi og nød den fantastiske udsigt, da himlen pludselig formørkedes af store mængder bramgæs der fløj lige hen over os. Normalt holder de sig væk fra mennesker, men vi sad lidt skjult af klinten og de mange fugle fløj få meter over vores hoveder. Fantastisk!
På et andet tidspunkt hang der en lille tårnfalk over toppen af klinten. Vi sad længe og nød det hele, men vi skulle jo også hjem. For at få så meget læ som muligt roede vi på fjorden bag Dybså og Enø. Her fortsatte fugleshowet med bl.a. havørn og mange hejrer, og til vores glæde havde vinden lagt sig lidt.

Vi besluttede os for at runde Gavnø og roede tilbage via kanalen. Da vi nåede min rullebøje var vi ved at være lidt slidte, så vi valgte at ro videre og kunne evt. rulle ved klubhuset. Men da vi nåede frem blev vi enige om at når vi havde roet over 30 km var det ikke nødvendigt at rulle. Endomonde sagde 30,4 km, så vi slap.

Ingen kommentarer: