fredag den 11. november 2016

Skønne efterår

Efterår kan være en blandet fornøjelse, men denne torsdag var det en dejlig blanding. Jeg roede af sted fra NKC - og det ja, det var sgu koldt på fingrene.
Jeg havde aftalt at mødes med Jan på Fjorden, og ud for Lindholm spottede vi hinanden. Vi aftalte hurtigt at turen skulle gå rundt om Enø med pause på Dybsø.
Da vi rundede vestspidsen af Lindholm så vi et mærkeligt fartøj. De viste sig af være 4 cowboys der med en tømmerflåde skulle fragte kalvene fra Lindholm over til Sjælland - og sikkert en grum skæbne på et slagteri.
Vi kiggede lidt på og satte så kursen sydover. En meget bleg sol kæmpede med skydækket. Novenberhimlen lå tungt over os og en blanding af regn og sne dryppede af og til ud af den, mens vi krydsede over det lave vand på Enøsiden af bagfjorden. Vi slap - takket være et kraftigt højvande - over stykket uden at skulle vade.
Da vi nærmede os Dybsø, så vi en havørn der lande på øen. Den  var rimelig ligeglad med os og sad stille og kiggede ud over sit rige.
Vi krøb lidt i læ af bakken på Dybsø, fik gang i et lille bål at varme os ved og fandt madpakker, suppe og kaffe frem.
Pludselig brød solen gennem skyerne, og selv om den ikke når højt på himlen sådan en novemberdag, varmede den os dejligt.
Det blev en lidt længere pause på øen. Udsigten er af en anden verden, og roen er betagende. Vi hørte en enkelt flyvemaskine højt over os - eller er der kun de lyde naturen byder på.
Da det blev tid at ro hjemad, kunne vi fortsætte med at nyde landskabet.
Blå himmel, blåt hav, klinter - og Jans i hans nye Ocean kajak.
I Karrebæksminde var et skib ved at losse sand. Det ser stille ud, men strømmen var noget af det kraftigste jeg længe har stødt på. Der gik lidt piskeris i den under broen, men igennem kom vi da.
Tilbage på Fjorden valgte vi at ro lidt over mod De Hvide Svaner for at komme væk fra sejlrendens strøm, og her så vi en meget stor flok blishøns. Da også store flokke af gæs valgte at flyve over os, kunne Jan og Jeg kun kigge tilfredse på hinanden og sige tak for en dejlig tur.
Jan roede tilbage mod Enø med vind og strøm i ryggen. Jeg tog den roligt tilbage til klubben.
Og kunne rigge af, tage et dejligt varmt bad og logge 26 km

Ingen kommentarer: