søndag den 18. oktober 2020

Lindholm

Lindholm i Karrebæk Fjord er et dejligt sted. Så dejligt at Jes og jeg rastede fer i små 2 timer på vores sidste "hoddogtur".

Vi var roet af sted sidst på formiddagen i et forrygende flot vejr med høj sol - så høj som den nu kan blive på denne årstid - og næsten ingen vind.
Der var ikke voldsomt mange andre på vandet, men en enkelt bugserbåd trak en motorbåd mod Næstved.

Ved middagstid passerede vi tangen på øens østside, og snart roede vi i læ langs kysten. Vi fandt et sted med en lille klint bag os og gik i land.
Hurtigt fik vi etableret et bål og snart lå pølserne på risten og blev stegt til perfektionisme. Diverse kulunariske sovser og en gang ristede løg pyntede snart de færdige hoddogere, og Jes og jeg kunne efter måltidet slå mave i vores spinkle stole - utrolig de kan holde til sådan et par flotte fyre.
Det havde ingen hast at komme af sted - solen bagte og pølserne lå tungt og godt i maverne. Udsigten mod Gavnø og Kragholm Strøm mellem Enø og Gavnø var betagende, og mens vi sad og slappede af fløj en havørn over os og himlen blev senere fyldt med bramgæs på træk.
Alt godt har en ende, og vi måtte på vandet igen. Lindholm blev rundet, og vi hilste lige på Susanne der var vej Gavnø rundt inden vi i modvinden - små 3 m pr sek - måtte kæmpe os over til De hvide Svaner, inden vi fulgt kysten hele vejen til kanalen.

Inden vi nåede kanalen måtte jeg lige have et par rul. Det første blev traditionen tro ikke særlig pænt, men op kom jeg da. Det var en taske på fordækket der kom lidt i vejen - anden gang gik det bedre. Da det var sæsonens første tur i tørdragt, var det en helt ny fornemmelse ikke at side og langsom blive våd over det meste af kroppen.

13 km blev det til

Ingen kommentarer: