onsdag den 6. januar 2021

Snevejrstur

Jeg havde engnang en mountainbike hvorpå der stod: "When the going gets tough, the tough gets going". Det kunne godt siges om dagens kajaktur i året første snevejr. Jeg bad Knud om et smil inden vi tog af sted - dette var hvad det blev til:

Det var sådan set OK hele vejen ud ad kanalen, men ude på fjorden kunne vi godt fornemme at det var pænt blæsende.
Sigtbarheden var ikke den bedste, men vi fik sat kursen lige mellem Lindholm og Gavnø, og så det fint af sted i medvind de næste 4-5 km. Herligt for os, lidt surt for de svaner som følte sig presset til at lette når vi kom susende.
Efter lidt tid nåede vi Gavnø, og de snebeklædte træer i skoven var noget flottere end mit kamera er i stand til at gengive.
Vi fik rundet Gavnø, krøb lidt i læ på sydsiden, krydsede forsigtigt gennem de mange sten før Karlsgab og nåede igennem "Gabet". Ved Karlsgab var der mange fugle. Vi så havørn, ænder, gæs, skalleslugere, sang- og knobsvaner samt mange mindre fugle.

Vi kæmpede os herefteer frem i modvinden hele vejen til Ydernæs, hvor vi igen fandt lidt læ for vinden, roede langs land til kanalen og stille og roligt tilbage til klubben.

16 km

Ingen kommentarer: