torsdag den 22. april 2021

Enø og Dybsø rundt

 Jeg havde aftalt med Jan at vi skulle ro en tur fra Karrebæksminde. Jens tog med og vi mødtes i Næstved og læssede kajakker på taget af bilen. Ved DUI hytten lå Jan klar på vandet, og snart roede vi gennem havnen og ud på en nærmest spejlblank bugt.

For første gang i år sad jeg i min Black Pearl. Den havde fået et lidt mindre cockpit- så passer mine kajakker spraydeck sammen - hvilket gjorde den lidt mere besværligt at komme ned i og op af. Siddekomfort er dog den samme, og det var dejligt at ro I den. Den er noget lettere at drive fremad end den 10 kg tungere Tiderace.
Vi tog turen til svinø i næsten lige linje. Det er lidt langt fra land og vi så meget få fugle. Til gengæld var himlen flot med forskellige slags skyer i flere lag foran solen.

Var der ikke liv på vandet, var der til gengæld herligt liv på stranden i Svinø, hvor en børnehave var på besøg.

Vi sad i vores uldundertøj og tørdragter mens nogle af de små gik i vandet. Hvem der er mest tossede, skal jeg undlade at kommentere på.
Turen gik gik efter en længere pause i det fine vejr ind på fjorden, hvor Jens skulle præsenteres for Rønnen. På Dybsø Fjord er den i højvande som denne dag faktisk bare en stribe sten, der stikker op af vandet.
Næste stop var ved Nylandsmøllen hvor det sidste af madpakkerne og termokanderne ble  fortæret på dæmningen.
Den sidste del af turen var velsignet med en herlig medvind.
Den 23 km lange tur blev for mit vedkommende afsluttet med et par rul. Detførste sad lige i skabet. Det andet blev lidt sjusket, men op kom jeg da.

Ingen kommentarer: