Den første aften blev det til en kort tur frem og tilbage ved Ore Strand. Det blev ikke til nogen fisk, da der var meget møg i vandet og blinket lynhurtigt blev skjult af det. Men solnedgangen var hele turen værd.
Næste tur gik rundt om Masnesø, og der var hornfisk i lange baner. Jeg havde 14-15 oppe af vandet og mange flere hug. Med silkesnorene i stedet for en krog var der mange fisk der slap fri. Heldigvis kan man glæde sig over at man ikke uforvarende får sat en krog i siden på en fisk. Det er også rart at slippe for kombinationen af sprællende fisk og skarpe kroge på et kajakdæk. Da jeg ikke skulle skaffe aftensmaden, nøjedes jeg med at tage 2 af de største fisk med tilbage. De smagte rigtig godt på et stykke rugbrød til frokost.
Hele turen blev roet i et diset vejr, der fik Storestrømsbroen til at forsvinde ude i ingenting.
De to sidste dage blev det kun til en enkelt rotur. Det blæste kraftigt, og en tur til Oddens spids måtte droppes. Jeg tog dog ud og fiskede i bølgerne. Det var ret sjovt, og mit nye dæk modstod selv de største bølger. Efter et par timer snurrede det dog lidt i hovedet på mig - var jeg ved at blive søsyg?
Jeg gik i hvert fald i land og brugte lidt tid på at udtænke detaljer til mit fiskedæk. Ekkoloddet skal placeres tpå en stang monteret på dækket i stedet for den sugekop der nu sidder på siden af kajakken.
Det skal også sammen med GPS'en udstyres med et skjold, der beskytter elektronikken mod de værste vandsprøjt. Og finder jeg plads vil jeg prøve at integrere et lille skærebrædt i dækket. Så kunne jeg gå i land med rensede fisk. Jeg skal også finde på en smartere måde at opbevare fangsten på end den plasticpose, der nu ligger på spraydecket.Samlet rolængde 26 km
Ingen kommentarer:
Send en kommentar