fredag den 12. august 2011

Orust rundt

Årets større kajaktur gik til skærgårdsøen Orust, som jeg sammen med 7 friske kajakvenner fra NKC roede rundt om. Da øen er en af Sveriges største øer havde vi sat fire dag af til turen.
Vi kørte i 2 biler - den ene med trailer med bagage og kajakker - til campingpladsen på Myggenæs ved Stenungssund. Det er en ucharmerende og dyr plads, men den ligger lige ud til farvandet mellem Tjørn og Orust.
Allerede ved 9-tiden var vi klar til afgang. I strålende solskin roede vi i et flot landskab mod nord mellem Lille - og Store Askerön - det gav lige en bro. Vi blev hverken generet af strøm eller vind, så det gik raskt fremad. Efter små to timers roning holdt vi en kaffepause på Orustsiden.
Da det var frokosttid, fandt vi en dejlig lille strand på fastlandet. Det var badested for de lokale og der var også lidt Acapulco over stedet. Unge mennesker sprang i vandet fra en høj klippe lige ved siden af stranden. Vi nøjedes dog med at spise og slappe lidt af inden det gik videre.
Efter nogle kilometer kunne jeg se den flotte bro ved Uddevalla, og det trak da i mig for at ro under den, men det ville betyde en omvej på 10 km, så den må vente (måske til næste års tur, der allerede rumsterer i hovedet på mig).
Det blev dog til dagens anden bro lige inden vi efter 37 km's roning nåede frem til Tviklippen, hvor Jan før havde overnattet.
Det var alle tiders sted med en lille strand,
en god lejrplads og en fin skov. Sverri havde en spade med til nødvendige skovbesøg :-)
Susanne stod for aftensmaden, der bestod af skinke og bulgursalat.
Kelly Kettlen fik kogt meget vand til kaffe i løbet af aftenen - og de kommende dage.
På turens anden dag roede vi mod vest, ud mod den ydre skærgård. Landskabet ændrede sig fra skovklædte, bebyggede klipper til mere mere nøgne klipper.
Undervejs kom vi forbi den meget høje klippe på Stegelholmen.
Vi snoede os hele vejen udad mellem store og små øer, så de medbragte kort blev ofte studeret for at finde ud af hvor vi var. Selv havde jeg kun et oversigtskort suppleret af en GPS med med søkort med. GPS'en er fin at have med, men følger man hele tiden med på kortet er det faktisk til at finde ud af hvor man er.
Vi havde hjemmefra i bogen "Paddla kajak i Bohuslän" læst om en til tider meget kraftig strøm i de smalle sunde, men vi havde stadig ikke problemer med den. Vi havde derimod stor glæde af de tips der var i bogen til interessante steder.
På dagens etape var der bla. henvisninger til de føromtalte stejle klippeformationer og turistfælden Handelsmand Flink. Sidstnævnte sted gav dog et alternativ til skoven - og mulighed for at sidde indendørs og nyde en kop kaffe eller en is mens det regnede udenfor. Lige for stedet var der også en lille bro.
Turen gik dog snart videre mod den yderste vestlige del af Orust. Ved byen Gullholmen roede Rikke og Jens Christian ind for at købe ind, mens vi andre gik på jagt efter lejrpladsen på Råön.
Vi fandt pladsen efter et stykke tid og begyndte et lidt kompliceret puslespil med at få plads til 8 kajakker og 4 telte. Det endte med at de 4 af kajakkerne måtte lægges i klipperne. De to indkøbere kom tilbage, og snart var madlavningen i gang under Sverris tarp, der var sat op lidt inde på øen. Aftenens måltid var hvad min gamle mor kaldte "ruskumsnusk". Jens Christian kaldte den et lidt finere ord - men pyt med det. Det smagte himmelsk.
Vi fik dog ikke lov til at sidde hele aftenen under tarpen. Myg og knots jog os væk. Nede ved vandet var der lidt færre af de stikkende bæster, og vi nød aftenen med snak og badning inden vi krøb i poserne.
Næste morgen havde vi god tid. Vores overnatningssted lå et par km fra Stocken. Her har Orust Kajak butik på campingpladsen. Butikken åbnede først kl 10, så vi havde god tid til morgenmad og nedpakning af lejren. Jeg var selv en tur på toppen af øen og nød udsigten.
På campingpladsen var der en velassorteret butik, så vi benyttede lejligheden til at købe kjötbuller og tomatsovs til aftensmaden. På vej til butikken kom vi forbi den mærkeligste kajak, jeg nognesinde har set. Ud over den spøjse facon var den meget bred, så det har sikkert været en god båd med hensyn til at klare oppakning og grov sø.
Og det sidste er der en god chance for at støde på i farvandende i den yderste skærgård. Jeg ville meget gerne have vist det lille kajakparadis jeg oplevede sidste sommer i farvandet syd for Hermansö, men det blæste ret kraftigt, så vi droppede at kæmpe os mod vinden derud. I stedet satte vi i læ af skærene kursen mod Möllesund.
Det var ikke nogen særlig lang tur, men 2-3 gange på turen var det hul imellem skærene, og så fik vi lov til at bruge kræfterne mod vinden og bølgerne. Specielt på det sidste kryds var der pæne bølger, men dog ikke så voldsomme at vi ikke kune nyde turen.
Det var også på denne del af turen at vi begyndte at møde de mange der deltog i turen Orust Rundt. Nogle af deltagerne roede på den indre rute, som vi også havde valgt - andre roede nummeret længer ude i skærgården og må have haft en gyngende tur.
Deres mål var øen Vallerö, hvor de skulle overnatte inden det dagen efter gik tilbage mod udgangspunket. Orust Rundt er ikke en konkurrence - deltagerne opfordres til at nyde turen. Jeg foretrækker dog vores model, hvor vi har et par dage mere at nyde turen. Jeg tror såmænd godt at jeg kunne klare turen på 2 dage, men jeg vil helt sikkert ikke nyde den så meget som jeg gjorde på "vores tur".
Efter Möllesund kom vi ind i mere beskyttede farvande. Turen rundt om Lyr gik glat, og snart roede vi rundt på Stigfjorden. Fjorden er fyldt med mere eller mindre nøgne skær og der er overalt meget flot.

Helt specielt var turen mellem øerne Hälsön og Hjälm i strålende solskin.
Vi fandt en god lejrplads på Hjälm og fik hurtigt slået telte op, rigget "køkken" op, taget aftensbade og lavet mad. Resten af aftenen sad vi og hyggesnakkede mens vi betagede nød solnedgangens flotte lysshow i widescrene.
Næste morgen vågnede vi til regn og måtte pakke teltene ned i våd tilstand. Sverris oversejl tjente som spisestue intil det også blev pakket sammen.
Vi kom i kajakkerne og begav os af sted på de sidste 12 km i let regn. Den skulle ikke var ved - efter et par km åbnede himlen for alt hvad den kunne byde på af vand. Vi sad fornuftigt nok i de tætte rojakker og kunne trygt fortsætte turen. Det regnede så kraftigt at vi måtte ro efter kompaskurs - vi kunne ikke se nogle af de omkringliggende øer og skær.
Efter denne våde farvelhilsen nåede vi tilbage til campingpladsen på Myggenæs, hvor vi fik pakket det meste af bagegen og alle kajakkerne på trailer. Vi havde alle tørt tøj i bilerne, og efter et dejligt varmt bad gik turen hjemad.
Efter hjemkomsten kunne vi gøre det økonomiske regnskab op. Regningen for fire fantastiske rodage med fuld forplejning, campingplads og brændstof til bilerne løb op i sølle 675 kr pr. deltager.
Rolængde (37+29+28+12)km = 106 km

Se alle billeder her

Ingen kommentarer: