søndag den 16. oktober 2011

Eventyret fortsætter

Lørdag eftermiddag fik jeg en SMS fra Tomas, der spurgte om jeg ville med en tur til Avnø og se sæler. Vejret var fantastisk, så jeg var ikke svær at lokke. Vi mødtes i klubben kl 15 og var i alt 4, der tog af sted. Ud over Tomas og jeg tog Jens og Thomas med på turen.
Vi pakkede kajakerne på traileren og kørte i en bil til Svinø. Her kan forholdene godt være lidt rå med meget strøm og bølger, men denne dag var det som et spejl.

Vi kom hurtigt fremad og kunne snart se  Avnø Naturcenter.

Men vi kunne også se noget andet. Thomas meldte om en sæl kl. 9. Vi kiggede alle, og kunne hurtigt konstatere at det ikke var en sæl, men et marsvin. Det havde ingen af os set så langt inde på Avnø Fjord.

Det havde måske heller ikke ventet at se fire kajakker, for kort tid efter dukkede det midt imellem os. Den var så tæt at vi kunne høre den trække vejret.

Heldigvis var kameraet stadig klar, så det blev til et par pæne "skud".

Marsvinet forsvandt, men snart efter var himlen fuld af gæs der lige skulle have en flyvetur over fjorden. De ellers så sky fugle fløj tæt forbi os, så kameraerne klikkede igen.

Fuglene var dårligt fløjet forbi før de første sæler dukkede op. De nysgerrige dyr skulle også lige ud og kigge os an. I lang tid kunne vi sidde og se på hinanden. På et tidspunkt talte jeg 10 hoveder bag os - et godt trick er at ro baglæns, da sælerne gerne dukke op i kølvandet. De nærmeste sæler var ganske tæt - på et tidspunkt dukkede en sæl op få meter fra Thomas hjemmelavede grønlandske kajak. den vente lynhurtigt om med et stort pjask.

Da vi havde kigget på sæler et stykke tid, gik vi i land for at fordøje de mange fantastiske indtryk . og nyde en kop frisklavet Brewers Cup og Thomas hjemmesmurte boller - misforstå det nu ikke, det var brød med pålæg :-)

På hele turen hjem nød vi den meget flotte solnedgang - kameraerne klikkede flittigt, så der ligger mange billeder i netalbummet.

Vi måtte efter turen spørge os selv om, hvad vi dog havde gjort, siden vi fortjente sådan en oplevelse.

Rolængde 16 km

Ingen kommentarer: