lørdag den 21. januar 2012

Vetterslev til Næstved

Denne torsdag var vi tre fra NKC: Jens, Nielsen og undertegnede, der var klar til en rotur. Nielsen foreslog at vi skulle tage turen ned ad Susåen. Jeg syntes vi skulle prøve at starte turen i Vetterslev, der er det sted længst oppe ad åen hvor der må ros. Vi fik bundet 3 kajakker på taget af min bil, kørte Jens bil ned til rådhuset, hvor vi senere ville gå i land, og kørte (af lidt omveje) mod Ringsted.

Vi fandt et isætningssted i den lille by - og minsanten om ikke der ligger en bro lige ved siden af. Og broen over Ringsted-Næstved landevejen lå et par hundrede m oppe ad åen.
Inden broen skulle erobres, skulle jeg dog lige på vandet. Det var tæt på at ske ufrivilligt. Først gled jeg på den meget glatte brink, og da jeg havde fået skruet mig ned i kajakken,  gik Jens hjælpsomt i gang med at skubbe mig i vandet - uden at jeg havde fået fat på pagajen. Heldigvis endte alt godt og jeg roede op og snuppede begge broer-
Da jeg kom tilbage til de andre, var de begge kommet sikkert på vandet, og vi kunne begynde vores tur mod Næstved.

Det første stykke gik det meget godt. Åen var fuld af vand og hjulpet af strømmen kom vi hurtigt frem.

Den høje vandstand gav dog hurtigt problemer. Vi nåede nogle oversvømmede enge og kom væk fra åen. Det kunne sevfølgelig være lige meget - der var vand nok. Men der var også hegn, og de er lidt svære at kravle over i en kajak. Vi fandt et hul i hegnet og kom på plads i åen igen. Her hjalp min GPS med Topo Danmark. Det er muligt at zoome ind ,så man kan se om man er i det indtegnede åløb.

Lidt længere ned ad åen kom vi til dagen tredie bro - en imponerende jernbanebro højt over åen. Heldigvis fik jeg taget et billede af den, men det blev turens sidste billede for kameraet løb tør for strøm. Surt for turen skulle senere byde på at tage et godt billede.







Engene fortsatte med at være oversvømmede, men vi slap fint ned til Tystrup Sø, hvor vi holdt en kort pause. Mens vi sad og nød kaffen fløj et par havørne rundt over skoven. Da vi stak til søs var der pludselig en der sagde "Se op!". Og lige over hovedet på fløj en havørn forbi i lav højde. Jeg troede jeg havde været tæt på en  ørn på min sidste tur - denne her var meget nærmere. For helvede hvor er den stor!

Det blæste en del på søen, men vi roede over i læ af den modsatte bred, og kom rimelig hurtigt videre. Da vi var nået næsten ned til åen ved Fuglebjergbroen, var der en der slukkede lyset - og kort efter styrtede det ned. Vi trak huer og hætter godt ned over hovedet snart stilnede regnen der var blandet med hagl af.

Ved fiskerens bro var der stadig meget høj vandstand, men det lykkedes Thomas at smyge sig under. Jens og jeg havde ikke tiltro til at vi var lige så smidige, så vi lavede en lidt mere kontrolleret overbæring end sidst. Strømmen drillede stadig, men næste gang klarer vi det sikkert i fin stil :-)

Om resten af turen er der ikke så meget at sige. Strømmen hjalp os på vores videre fremfærd, regnen gik og kom igen og vi havde en fin tur til Næstved, hvor der ventede et varmt bad.

Rolængde 42 km

Ingen kommentarer: