fredag den 11. maj 2012

60+ tur

Der er ved at være lidt mere gang i 60+ turene. Denne onsdag var vi 5 på tur.
Jeg fik lov til at afprøve min nye status som instruktør, og vi trænede fremadroning - focus på pagajens isætningspunkt i vandet - fejetag - focus på at føre bevægelsen helt igennem - og stoptag - focus på ikke at tage for hårdt med det første tag. "Eleverne" tog det pænt og lystrede.

Vi roede under broen ved Gavnø, og jeg viste hvor havørnen boede og hvor man ofte kan se den. Jeg havde dårlig sagt at det var mest sent efterår og vinter at vi så ørne, før en havørn krydsede Fladstrand og satte sig i et træ foran os - så meget for mine evner som naturvejleder! Vi sad og nød ørnen indtil den blev jaget væk af en hidsig krage.
Kurt besluttede sig for at prøve nogle af de tricks til effektiv fremroning han har lært, og de virkede fint. Han gled lige så stille fra os andre, der ineffektivt småsnakkende roede den sidste km tilbage til klubben.

Rolængde 10 km

Ingen kommentarer: