mandag den 30. april 2018

Gavnø rundt i blæsevejrikke regnet med

Jeg havde aftalt en rotur sammen med Jan. Traditionen tro havde vi aftalt at mødes på fjorden med Jan startende fra Enø og mig fra Næstved. Jeg var taget tidligt af sted og stred mig af sted i kanalen i en heftig modvind - den blev ikke mindre, da jeg nåede ud på fjorden. Der var ikke andet at gøre end at bide tænderne sammen og klø på.

Ikke ret langt ude så jeg spidsen af Jans kajak dukke op på min ene side - bagfra. Jan var også tyvstartet og havde fløjet af sted med vind og bølger i ryggen. Han havde passeret mig på den anden side af sejlrenden uden at jeg havde set ham.
Vi blev hurtigt enige om at ro i læ af Gavnø. Med sydvestenvind er der erfaringsmæssig læ på en stor del af turen. Det gav lidt overskud til at holde lidt bedre udkig, og vi såmange fugle bl.a. en havørn.

Da vi nåede Karlsgab, gik vi i land på Vejløsiden og sad i læ og sol en lille times tid og nød det spirende forår og den flotte udsigt.
En rørhøg fløj forbi et par gange og præsenterede sig fint i sollyset.
Vi så også en tårnfalk ganske tæt på, men selv om Jan sad klar med kameraet fik vi ikke nogen billeder af dem, så vi må "nøjes" med oplevelserne - og det er jo heller ikke så galt.
Efter pausen viste det sig at vinden havde lagt sig lidt, så turen mod Enø gik nu ganske let. Det betød dog også at min returtur til Næstved efter afskeden med Jan ved Lindholm ikke blev så flyvende som forventet.
Der var dog stadig lidt vind og bølger, så midt på fjorden lykkedes det mig af få et par små surfture.
Den ellers lidt kedelige kanal viser sig på den årstid fra sin fineste side med mange blomstrende buske og træer - og snart kan vi høre nattergalen der.

Efter hjemkomsten fik jeg en behagelig overraskelse. Jeg har købt et aktivitetsarmbånd der - ud over GPS der kan overføre ture til Endomondo - også måler puls og udregner kalorieforbrug, og da jeg kiggede på målingerne kunne jeg se at puls og dermed også kalorieforbrug pr time på kajakturen havde været højere end på mine gåture. Det havde jeg ikke regnet med.

Turen var på 17 km

Ingen kommentarer: