torsdag den 23. januar 2020

Onsdagsrur til Nylandsmøllen

Vi var 5 roere der tog afsted fra NKC - for en gangs skyld med en vejrudsigt der lovede sol. Vinden skulle også lægge sig lidt oppe af dagen.

Kursen blev sat mod Karlsgab, hvor jeg havde aftalt møde med Jan, der som sædvanlig tog af sted fra Enø. Han havde tyvstartet lidt, og vi mødte ham på Fladstrand.
Turen gik videre mod Nylandsmøllen. Vinden var i ryggen, og Solen tittende frem og skabte et nærmest Jesus-agtigt lys, mens vi roede af sted på det lave vand i løs formation. Det var dog ret højvande, så vi slap forbi de mange sten på stykket ved Hestevad uden store skrammer.
Ulla havde ikke før besøgt møllen der blev restaureret sidste år, og hun var behørigt imponeret. Frokosten blev nydt øverste etage hvor der var et lille bord vi alle 6 kunne sidde ved. Udsigten er betagende og Solen varmede dejligt gennem vinduerne.
Alt godt har dog en ende, og snart sad vi i kajakkerne igen.
Ganske som lovet lagde vinde  sig, så det gik let at ro hjemad.
Ved Gavnø kunne vi høre en stor flok blishøns lette fra vandet. Og kort efter så vi grunden til det. En ung havørn havde overfløjet flokken og havde nu kursen ret mod os i lav højde. Den fløj lidt uden om os, men vi sad vist alle med åben mund og polypper og nød synet af den flotte fugl i solskinnet.
Ved kanalen sagde vi farvel til Jan og roede tilbage ad kanalen.

Det blev til 22 km i et vejr der var en forårsdag værdigt

Ingen kommentarer: