torsdag den 30. januar 2020

Sidste januar-onsdagstur

Der blæste en pæn vind fra nordvest, så vi fire roere der var mødt op til tur fra NKC krøb mod Karrebæksminde lidt i læ af Bornakkeskoven. Jan tog som sædvanlig af sted fra Enø ogvar stort set blevet blæst imod os og havde surfet lidt undervejs ved sejlrenden.

Da vi nåede Krrebæksminde skulle vi da lige under broen og se hvordan det så ud i kanalen. strømmen var svagt udad, og med vinden den anden vej var der lidt strømsøer lige efter broen. Ikke noget der generede os, så vi roede videre ud mod de ret kraftige bølger vi kunne se mellem molehovederne. Og så skal jeg da love for at vi blev vugget.

I havnebassinet skabte strøm og vind nogle høje, stejle og tætte bølger. Det var kun få af dem der brækkede, så vi roede videre. Det var lidt sjovt når man pludselig kun kunne se huetoppen på ham der roede få meter foran.

Vi lå lidt i læ bag molen og snakkede om at det kunne være sjovt at prøve det brusende hav mellem molehovederne - men ikke en januardag.

På tilbageturen holdt vi lidt afstand til hinanden - store bølger og strøm kan hurtigt føre en kajak på afveje. Og der er jo ingen grund til at risikere sammenstød. Vi slap nu fint igennem de høje bølger og fik endda lidt småsurf. Skuffende lidt i forhold til bølgernes højde. Jeg var glad for at jeg sad i min store Tiderace - min Black Pearl havde gravet sig godt ned på vej ned ad bølgerne.

Turen hjemad gik langs sejlrenden og var stort set en lang jagt efter surfbølger. Med vinden i ryggen lykkedes det flere gange af få en tur. Men lidt flad efter 5 dages sygdom droppede jeg surfjagten og roede stille og roligt mod Næstved. Jens var en god romakker og blev sammen med mig - det er sgu rarest at være et par stykker sammen.

Tilbage i klubhuset nød vi madpakkerne og en kop kaffe eller te. Det blev til 17 km - og nu håber jeg snart at mit kamera er klart igen efter et par omgange hos Olympus.

Jan tog et par billeder.

Ingen kommentarer: