mandag den 21. september 2020

Knudshoved Odde og Avnø


Tirsdag troede jeg at jeg skulle på tur med Jens og Knud til Avnø Fjord for at se sæler. Det skulle jeg også, men Marianne og Lis skulle med - og vi skulle lige en tur ud til Knudshoved Odde. Det blev en ca dobbelt så lang tur som jeg havde provianteret til, så jeg købte et par sodavand fra klubbens køleskab og var klar.

Vi kørte i et par biler til Svinø og læssede af lige ved vandet

Vejret var fantastisk, og kursen blev sat ligge mod vestspidsen af Rønnen. Her var til min overraskelse en lille flok sæler der nysgerrigt så os an. Vi så også dem an, og da vi havde set længe nok, satte vi kursen mod Draget for at lave en overbæring der. 

Det var så højvandet at det var lige før vi kunne ro over det - jeg har aldrig set Draget så oversvømmet, og undrede mig som altid over at det ikke er skyllet bort for længe siden.

Turen langs sydsiden af Oddens spids er nok den smukkeste tur på Sydsjælland. Den ene lille klint afløser den anden - et par steder på turen kan man se 4-5 klinter på rad - og når solen så skinner på dem Kan man kun være glad for at man ror kajak og kan side og nyde synet mens man langsomt glider forbi.

Frokosten blev indtaget ved postamentet på toppen/spidsen af Odden inden turen gik videre. 

Sjældent har jeg ligget i så stille vand ud for Odden.

Kort efter fik vi dog lidt modvind på vej mod shelterne ved Nokkeskoven. 

Det gik dog fint og snart kunne vi skimte sæler på stenene ud for naturcenteret - der var skønsmæssigt 200-250 af dem. Vi roede uden om området, men alligevel kom mange sæler ud til os for at se hvad vi var for nogle.

Det er altid hyggeligt at se dem i vandet hele vejen rundt om kajakkerne. En enkelt af dem opførte et lille show og hoppede tre gange helt ud af vandet. Det har jeg før kun set, når de jagtede fisk.

Vi strakte ben og holdt en lille pause ved shelterne inden vi roede tilbage mod Svinø. Igen ledsaget af en del sæler. 

Det blev til 31 herlige km

Se alle billederne her

Ingen kommentarer: