Nå, med 20 cm vandstand ved broen er risikoen for en forstuvet ankel nok større end riskoen for at lide druknedøden, hvis man hopper i. Og det var jo nok snarere en roer der havde stillet fodtøjet på broen.
Der har i Næstved Kajak og Canoeklub været hæftig debat efter den nye fine bro er sat op. Der var ingen tvivl om at den gamle bro trængte til en udskiftning. Vi var mange der ønskede en flydebro, men sådan skulle det ikke være. I stedet blev der sat en fast isætningbro med to trin op. Broen er 30 cm højere end den gamle, med det resultat at man ved lavvande skal rejse sig op i sin kajak, inden man kan kravle i land. Jeg er glad for min Touryaks store cockpit, som jeg med lidt møje og besvær nu kan rejse mig op i. Noget andet er at flere kvindelige medlemmer ved lavvande ikke kan nå ned til deres kajak og - skulle de med lidt tovværk få hejst den op i nåhøjde - heller ikke løfte den i land.
Vel ude på fjorden kunne jeg konstatere at der nærmest var havblik. Jeg roede nærmest lykkelig af sted, og da solen brød igennem, smed jeg hanskerne - og de kom ikke på igen. DET ER ENDELIG FORÅR!Af og til siger man til sig selv: "Hvorfor har jeg dog ikke gjort det her noget før?"
Siden jeg i dyre domme købte Goretex tøj, der er meget lækkert at ro i, har jeg tænkt på at købe en selvoppustelig redningsvest - og nu har jeg gjort det. Så kan tøjet ånde meget mere, jeg føler mig ikke pakket ind som en mumie af en redningsvest der jo skal sidde stramt, og min bevægelsesfrihed er ikke hæmmet. Rokomforten er steget med mange procent, og det er virkelig noget der betyder noget for en inkarneret hyggeroer som mig. Samtidig har jeg tøj, der kan modstå elementernes rasen, når jeg havner i det - for jeg ror hele året og i næsten alt slags vejr.
Da mit tøj er af semidry typen - der kan komme lidt vand ind ved halsen - har den indespærrede luft en vis opdrift, så der skulle blive rigelig tid til at trække i snoren til CO2 patronen, hvis jeg føler behov for at puste vesten op. Den gør det ikke af sig selv, da jeg har skruet autoudløseren af. Jeg kommer nok til at savne lommerne på vesten, som jeg havde kamera og GPS i, men jeg har lommer på ærmerne af min jakke, og kan evt. sy en lomme eller to på mit nye "kravetøj".
Da jeg nåede Karrebæksminde, var der kun svag strøm i kanalen, så jeg stak under Græshoppebroen og en tur ud forbi molehovederne på det åbne hav. Hvis da ellers Smålandshavet kan kaldes et hav :-)
Smukt var det i hvert fald, og havde jeg ikke skullet til fødselsdag om aftenen, havde jeg smuttet en tur rundt om Enø.
Jeg havde dog tid nok til at nyde turens mange fugle. På et tidspunkt så jeg 3 rovfugle kredse meget højt. jeg kunne i første omgang ikke se hvad det var for nogle, men da de fløj lige hen over mig, genkendte jeg den umiskendelig siluet af røde glenter - en meget flot fugl vi (endnu) ikke ser så meget til. I Skåne er den lige så udbredt som musvåger er hos os.
Turen blev på 17 km
Der var dejlig læ ved pausepladsen, og solen tittede endda lidt frem.
Standeren vejer i modlys.
Det er utroligt hvad et hul i skyerne og en lægivende skov kan gøre.
Vi drak en kop kaffe og roede tilbage til klubben, mens snebygerne fortsatte deres ture hen over Enø bag os. 
Turlængde 17 km 
Det er vist noget med en - set fra vores syndspunkt - total overflødig uddybning af kanalen :-) . Vi skal bare holde os langt væk fra vandstrålen - der er knald på
Og så må vi lige have solnedgangen med. 
men med lidt behændighed går det fint, som Johnny her demonstrerer - det er straks værre at komme op igen, men det lykkedes også
Turlængden blev 14 km
Tilbage i kanalen lykkedes det at få et par skud af den isfugl jeg ser stort set hver rotur.
Og der var langt fra bolværket til vandoverfladen. Jeg tror ikke jeg har set så lav vandstand, og det krævede lidt akrobatik at komme ned i kajakken uden at rive tøjet på ståltråden. Jeg slap dog ned i kajakken og fortrængte alle bekymringer om hvordan jeg skulle komme op igen. I værste fald måtte jeg stille mig på bunden af kanalen og finde et sikkert sted at kravle op - mit nyindkøbte Kokatat-tøj ville jeg meget nødegt beskadige.
Som sædvanligt så jeg isfuglen - og som sædvanligt var den umilig at få et billede af. Skarverne, der sidder og skider flere træer langs kanalen til, var ikke så svære at få et billede af. Det virker som om bestanden af de sorte fugle er vokset ganske betragteligt bare i de år jeg har roet kajak.
Havørnen er efterhånden også fast gæst på fjorden. På dagens tur fløj den lavt hen over området mellem Gavnø og Lindholm. Jeg fandt senere ud af at der lå is på et større område, så den har nok lige skullet tjekke om der sad en fugl eller to frosset fast i den.
Langs kajen i Karrebæksminde lå der store stabler tømmer - de er forhåbentlig væk når folk begynder at gå tur i havnen.
Træstammer eller ej - Græshoppebroen er altid en attraktion....
.... og set fra denne vinkel kan man jo godt få øje en stor grøn græshoppe.
Mens jeg roede rundt i Karrebæksminde brød solen igennem, og kombineret med rygvind var det lagt op til en behagelig tur tilbage til Næstved.
Jeg valgte at ro rundt om Lindholm, vel vidende at der var en risiko for at støde på is. Men så måtte jeg jo bare vende om - det er prøvet før.
Mellem Lindholm og Gavnø holdt der store mængder fugle til. Det kan godt være at vi ikke kan mærke foråret, men fuglene ved det kommer, og de lavvandede område i de sydsjællandske fjorde er tilsyneladenden et rigtig godt sted at mødes. For os gæster gælder det bare om at nyde synet.
