fredag den 18. juni 2010

Stjerner uden hjerner

I et fantastisk sommervejr roede jeg en tur til Karrebæksminde. Molebyggeriet skrider frem - nu kan man se sten hele vejen ud til fyret. Man må håbe for de fiskeinteresserede at de får lov til at fiske fra den nye mole. Jeg tilbragte mange gode timer derude som ung.
På vej tilbage gennem fjorden mødte jeg en flok sejlere fra den lokale sejlklub. De lå og krydsede med kurs lige mod mig. Inden vi mødte hinanden fortrak jeg til lavt vand - så behøvede jeg ikke frygte kollision.
Lige inden kanalen mødte jeg torsdagsholdet på vej ud. Jeg slog følgeskab med dem, og vi roede en tur til Saltø Å.
Med i flokken var Mads i en ældre Struer kajak glasfibiber turkajak. han havde aldrig været en tur ind i åen og sidder her og nyder det flotte syn.
Og kønt var der da.

På vej tilbage mødte vi virkelig et par stjerner uden hjerner. En gummibåd med en stor motor lå og drønede rundt på fjorden. Pludselig kom den med stor fart lige ind mellem os. Her stoppede den, og mens vi så måbende til, fik føreren startet motoren. Han sejlede lidt tilbage - gav gas og sejlede planende forbi os på få meters afstand.

Båden - der var fra den lokale sejlklubs jolleafdeling - sejlede ind i lystbådehavnen ved Ydernæs. Da vi konfronterede den unge fører med hans tåbelige sejllads, var han fuldstændig uforstående og mente at da han ikke var sejlet ind i nogen af os, var der vel intet problem. Han mente at vi var lidt sarte og åbentbart troede at vi havde hele fjorden for os selv.

Nå, man kan jo ikke forpligtige folk ud over deres evner - og det var tydeligt at det ikke var studenterhuen der trykkede den unge lystsejler.

Rolængde 23 km

1 kommentar:

Unknown sagde ...

*Host* min dejligt Struer Spica er da kun 4½ år gammel ;O))

Tak for en god tur..

/Mads