tirsdag den 7. august 2012

Stevnsfortet og Stevns Klint

NKC's Aktivitetsudvalg havde planlagt en kombinationstur til Stevns. Først skulle vi besøge Stevnsfortet, og så skulle vi selvfølgelig ro en tur langs klinten.

Jeg havde længe ønsket at besøge Koldkrigsmuseet på det gamle Stevnsfort, så jeg tog med på turen, selv om jeg var på campingtur med fruen - (hun fik besøg af søsteren, så de hyggede sig helt sikkert også).

Vores guide - Jørgen - var tidligere major i flyvevåbnet, og kunne fortælle mange ting om raktterne, der i sin tid skulle beskytte Danmarks luftrum. Han var en god fortæller, og formåede under hele den 1½ time lange rundvisning at holde interessen fanget.

På fortet stod to kanontårne fra sidearmeringen på den gamle tyske slagkrydser Gneisenau. De skulle beskytte de minefelter, som var hovedforsvaret mod Warzavapagtens flåde i tilfælde af et angreb. Det kom heldigvis aldrig.

I den vestlige ende af Rødvig Havn er der en lille parkeringsplads ved siden af en strand. Inden vi roede af sted, nød vi de medbragte madpakker. Ret hurtig fik vi de ikke så store bølger at mærke, da refleksbølger slog ud fra havnens mole. Alle slap dog fint forbi, og vi skulle senere få meget mere bølgetræning.

Vejret var ikke det bedste til fotografering, men klinten er meget flot og afvekslende at ro langs. Vi gik i land ved Højerup Kirke. Det var ikke nogen let landgang med en stejl strand bestående af runde flintesten, og jeg vil gerne her undskylde at jeg kom til at grine af en af dem der hjalp mig og min glasfiberkajak helskindet i land. Det er selvfølgelig ikke høfligt at grine af folk der hjælper en, men efter selv at være væltet i land i rullestenene, så det ret sjovt ud da J...... kæmpede for at holde fodfæstet mens han prøve at bjærge min kajak. Undskyld!

Vi fik en tår kaffe og Lis' hjemmebagte rabarbermuffins - lækkert , nogle fik en tur op til kirken, andre fik en slapper på stranden.

Da vi skulle af sted, havde bølgerne rejst sig en del, men vi slap alle af sted i fin stil. Vi lagde os noget længere fra kysten for at undgå brænding og refleksbølger. Hjemturen gik fint - om end noget langsomt, men vi havde et par begyndere med på turen, og de havde ikke så meget "at skyde med". Vi nåede dog Rødvig igen, og det lykkedes mig at få lidt surfture på vej ind mod stranden.

Traileren blev hurtigt pakket, og snart sad vi i bilerne på vej tilbage til Næstved.

Tak til AU for en fantastisk tur

Rolængde 13 km på Garmin GPS og 12 på Endomondo

Ingen kommentarer: