søndag den 18. november 2012

Enø - Dybsø rundt

November viser sig fra sin pæne side. Ikke at jeg forventer sol og høje temperaturer, men forholdsvis fredeligt vejr uden regn og rusk gør at det er fint rovejr. Onsdag var jeg på tur med Jan. Han bor i Karrebæksminde, så jeg læssede kajakken på taget af bilen og kørte til den - nu - meget rolige ferieby.

Vi ville en tur rundt om Enø og Dybsø, og vi satte i vandet ved Fjordhuset. Det var meget lavvandet så vi var enige om tage ydersiden af øerne først - og så håbe at tidevandet sendte lidt mere vand ind på fjordene.

Strømmen var nu ikke særlig kraftig da vi roede ud under Græshoppebroen. Der var næsten heller ingen vin, men alligevel var der lidt bølger da vi roede ud gennem molehovederne. Det gav en del refleksbølger, så balancen blev udfordret fra turens start. Snart roede vi dog i mere almindelige bølger, og i løbet af kort tid kørte hele det indre balanceapperatet på autopilot. Havde vi roet den anden vej rundt, havde jeg siddet i bølger 1½ times tid, og så havde jeg nok slet ikke bemærket det urolige vand ved molerne.

Turen til Svinø forløb stille og roligt og vi begge sad små-meditive i vores kajakker og roede. Pludselig fik Jan dog øje på hvad han mente var en jagende vandrefalk. Jeg fik kun korte glimt af jagten, men det var imponerende at se rovfuglens acceleration når den dykkede mod sit bytte.

Ved Svinø svømmede der en sæl rundt i renden mellem Svinø og Dybsø. Det havde ingen af os før set der, men en lokal fisker kunne fortælle at et par sæler havde fundet vej ind på den ellers meget lavvande fjord for at jage - ikke noget han var specielt begejstret for.

Frokosten blev indtaget på en bænk mellem de for vinteren nedtagne bådebroer inden turen gik ind på fjorden. Jan foreslog at vi skulle ro en tur ind til Rønnen midt på fjorden. Der havde jeg aldrig været, så det var jeg med på.  Der var masser af vand på turen ind mod Rønnen, og med vinden i ryggen var vi hurtigt inde ved den. Selve Rønnen var ikke så stor -en stribe sten og en lille græsklat midt på den store grå novemberfjord. Jan fortalte at der ikke rugede fugle på den, da den ofte blev oversvømmet.

Det kneb mere med vanddybden mellem Rønnen og Vejlø, men vi slap igennem uden at skulle trække kajakkerne. Og snart lå de på standen ved Fjordhuset, og vi kunne takke hinanden for nogle dejlige timer på vandet.

Rolængde 21 km

Ingen kommentarer: