fredag den 7. juni 2013

Aftensmad på Dybsø

Efter den sidste kajakskole havde jeg aftalt med Jan at vi skulle ro en lidt længere tur. Jes syntes ideen var god og fik tid i sit travle dagsprogram - han havde slynget honning med sin svigerfar om formiddagen og havde et glas med til mig. Herligt!

Vi roede til Karrebæksminde hvor Jes gik i land og købte kager til kaffen og et brød til aftensmaden. Kaffe og brød nød vi kort efter på stranden.
Turen gik videre i svag modvind til Dybsø. Undervejs fik Jes lige en lektion i sculling
Her lykkedes det os trods meget lav vandstand at ro ind til Dybsø. Nogle køer kiggede nysgerrigt på os fra Enø.
Jan gik i gang med at lave et bål, og snart lå de medbragte laksestykker godt indpakket i staniol på en lille grillrist. Laksestykkerne smagte herligt sammen med en lækker salat og godt brød. Med i kajakken havde jeg også nogle gode øl. Det blev et herligt måltid på et pragtfuldt sted. Alle kajakroere der har mulighed for det skulle besøge stedet - der 360 graders naturudsigt fra klinten.

Jeg gik i gang med at tænde op i Kelly Kettlen så vi kunne få friskbrygget kaffe efter maden.

Efter et par timers afslapning i det gode vejr satte vi kursen mod Karrebæksminde igen. vinden havde taget til, og vi fik alle tre flere surfture på vejen tilbage. Bølgerne måtte godt have været lidt større. Vi måtte arbejde hårdt for hver en surftur - men det er fedt når kajakken løfter bagenden og suser af sted.
Vi sagde farvel til Jan, der bor i Karrebæksminde, hvor broen fornemt gik op for os, og roede igennem til NKC.
Jeg var lidt mør da vi lidt sent kom hjem, men det var også blevet til 39 km roning i løbet af dagen.

Ingen kommentarer: