torsdag den 4. juni 2015

Gavnø rundt i strid blæst

Dagens 60+ tur blev lidt speciel. Det blæste så voldsomt at de fleste roere valgte pga kraftig vind med tilhørende store bølger at vende om da vi nåede enden af kanalen.

Mette Pan var på vej ind i kanalen, så vi søgte tilflugt i den lille lystbådehavn lige inden udsejlingen til fjorden. Det var skægt at opleve hvor meget vand sandsugeren sendte ind i havnen - og efterfølgende sugede ud igen.
Knud og jeg blev hurtigt enige om at vi ville ro Gavnø rundt, og da vi først var kommet ud af den kraftige vind ved kanalens udmunding, gik det rimeligt over til Gavnø. Vi havde regnet med lidt læ, men det er forunderligt som vinden drejer og følger kysten. Det gjorde nu ikke spor, for vi fik den i ryggen og nåede snart hjørnet over for Abbednæs.

Jeg havde taget brillerne af - de duer alligevel ikke til noget, når de hele tiden bliver oversprøjtet med fjordvand - og troede at den brune klat jeg kunne se inde på land var en hjort. Det var det ikke - det var en havørn der sad og spiste et bytte. Og det mest forunderlige var at den blev siddende selv om vi ufarvarende var kommet ret tæt på den. Jeg tror ikke at jeg nogensinde har været så tæt på en havørn på land - det virker som om de bliver mere og mere vant til både på vandet.

Vi rundede pynten og roede og kom lidt i læ af sivene,
og nu var der så meget læ at det kunne det lade sig gøre at få fotografiapperet frem.
Men inden vi igen kunne se den, lettede den - og fløj baglæns de første meter..
Det lykkedes at få et par uskarpe skud af den flotte fugl.
Gavnø og Fladstrand blev passeret i nogenlunde læ, men da vi skulle igennem Karlsgab fik vi vinden lige i næsen. Og det betød hårdt arbejde - normalt skal man lige igennem "hullet", og så letter vindtrykket lidt. Men denne gang fortsatte det - Knud kunne meddeele at hans GPS fortalte at vi var helt nede på 2,6 km/t selv om vi knoklede alt det vi kunne. Det blev den længste tur mod Enø jeg længe har oplevet. Når jeg prøvede at tage et billede af Knud, blæste jeg hurtigt 15 - 20 m bagud.
Enø blev dog nået, og vi nød en juice, lidt chokolade, en halv müslibar og en banan inden turen gik videre i sidevind rundt om Lindholm. Og så startede løjerne. Med vinden i ryggen gik med mange surfture mod Næstved. Mette Pan sejlede nu ud igen, og vi holdt en lille pause godt ude af sejlrenden.
Det ville være rigtig dumt at stå på hovedet foran det frembrusende skib med den vind og de bølger.
Da skibet havde passeret os startede løjerne igen, og jeg fik rigtig trænet bagror og telemarksving. Forror skulle jeg ikke nyde noget af - det ville betyde en sikker kæntring. Da vi nåede bøje 2, lavede jeg 2 rul. De gik fint, men det var en lidt klam fornemmelse for det var årets første tur uden tørdragt (den kommer helt sikkert på på den næste tur).

Snart var vi tilbage ved klubhuset og loggen sagde 17 km

Ingen kommentarer: