tirsdag den 28. august 2018

Fællestur på Stockenträffet

Lørdag var der vildt mange kajakker samlet på stranden inden fællesturene. 
Min kajakpusher Petrus havde også fundet vej til Stocken - faktisk havde han et par byggesæt med til mig. Et til mig selv og et til en anden kajakbygger i Danmark
Jeg hørte en drone i luften og tænkte - så kan jeg også!
Min Spark blev sendt til vejrs og jeg skød en stribe billeder.
Kort efter blev der kaldt til briefing. Der var ture for singler, for langfart, for rutinerede og for begyndere. Jeg tog på en tur for rutinerede, og fandt en af turlederne. Snart var vi en halv snes stykker og fik anvist et sted på vandet hvor vi skulle samles. Det var ikke helt let at holde styr på et par hundrede kajakker, men vores hold fandt hurtigt sammen og kunne ro af sted.
Vi var fire danskere, en nordmand og fem svenskere - og vi var hele tre selvbyggere. Nordmanden roede i en forlænget Frej, en af svenskerne roede i en Isfjord og undertegnede i min Black Pearl.
Turen gik igen mod Hermansö Hoved, men ad en anden rute end den jeg havde fulgt dagen før. Der er simpelthen så mange øer og skær, at det vil være svært at ro den samme rute to gange. Der var også mange af de andre hold der tog turen.
Det lykkedes dog alle at finde plads til kajakkerne på småstrandene mellem skærene, og vi holdt en længere pause hvor der blev "sparket" kajak og set på vovehalse der lavede rockhopping mellem klipperne.
Efter pausen gik turen til Käringöen, hvor det meste af holdet gik i land og købte is. jeg havde ingen penge med, så jeg nød pausen ved vandet.
Turen hjemad gik langs øerne mod Stocken, som vi nåede efter 17 km meget afslappet roning

Ingen kommentarer: