lørdag den 17. november 2018

Karrebæksminde - Bjørnebæk og retur

I dejligt vejr roede jeg en tur fra Karrebæksminde til Bjørnebæk sammen med Jørgen. Vi satte i fra det gode isætningssted ved DUI hytten og kæmpede os ud gennem den tiltagende strøm i kanalen genne Karrebæksminde.
Ude på bugten krydsede vi i disen over til de sidste sommerhuse på Vesterhave. Jeg måtte lige i land og justere fodklodsen. Jeg havde fjernet for meget og kunne slet ikke nå den. Det belastede lårene en del ikke at have noget at sparke fra på.
Herefter gik det raskt af sted langs kysten med en mild vind i ryggen. Der er på denne strækning hele tiden noget at se på. På det første stykke er der skov, og herefter rejser klinten sig hele vejen til Bjørnebæk. Der stod flere fiskere - vi så dog ikke nogen af dem fange noget. På vejen hjem så vi dog en havørred der sprang helt ud af vandet.

Ved Klintehytten kunne vi konstatere at det bøgetræ der allerede for et par år siden var yderligt placeret nu nærmest vokser uden for klinten.
Frokosten indtog vi i en lille grusgrav hvor der er bålpladser, bord/bænk sæt og en flot udsigt ud over vandet. Der var også læ for vinden der havde tiltaget lidt.
Den fik vi så at muntre os med på hele hjemturen. Det var dog ikke værre end at vi kom raskt fremad langs kysten, og snart roede vi ind gennem molehovederne ved Karrebæksminde. Strømmen havde heldigvis ikke vendt, så vi kun slappe lidt af på det sidste stykke.
Det blev til 19 km

Ingen kommentarer: