Sømønoen - eller Møn rundt

Jan og jeg havde et stykke tid snakket om at tage en lille forårstur. Maj måned har været med blandet vejr, men op til Kr. Himmelfartsdag så udsigterne fornuftige ud til en tur rundt om Møn. Vi har været på så mange ture, så planlægningen strakte sig til at finde mødetid og et startsted. Resten af planlægningen var "som vi plejer". Jan har telt, Trangia, aftens- og morgenmad, og jeg har frokost, drikkevarer og Kelly ketle og kaffe med. Vi har begge også lidt mundgodt med.

Jeg hentede Jan torsdag morgen, og vi tog en tår morgenkaffe inden vi læssede kajak og oppakning og kørte mod Ulvshale, hvor der er en parkeringsplads lige ved stranden.

Snart sad vi i kajakkerne og var på tur. Vinden var i syd, så den mærkede vi ikke meget til. I stedet kunne vi sidde og undre os over et mærkeligt fartøj der nærmede sig kysten. Da vi kom nærmere kunne vi se at det var en slæbebåd med en pram hvorpå der stod et mærkeligt tårn. Et tjek på en marine app afslørede at det var slæbebåden Wolf på vej mod Kriegers Flak - sikkert med et vindmøllefundament.

Lidt længere fremme var det blevet tid til frokost. Vi gik i land på en stenet strand og nød den første frokost.

Normalt har vi kun dåsemad med, men jeg havde lige et par skiver forloren hare fra gårdsdagens aftensmad med til at forøge nydningen.

Det er utrolig så godt al mad smager når man er på tur.

Vi var jo helt friske, så pausen blev ikke lang. Snart sad vi på vandet igen med hornfiskene pjaskende rundt om os. En fiskestang havde helt sikkert kunne klare aftensmaden - men den lå hjemme i garagen. Det må blive en anden gang.

Turen hen mod den hvide klint er meget smuk. På den første del ser man af og til marker, men de sidste mange km er der skov og klint ned til vandet.

Efter 16-17 kilometers roning kunne vi se selve Møns Klint. Den var ikke særlig hvid, da solen var så højt på himlen at den ikke skinnede på klinten. Er det for at opleve selve klinten, skal man ro forbi den om morgenen. Det har vi gjort flere gange, så vi kunne leve med det manglede sollys.

Det var der tilsyneladende også store mængder af andre turister der også kunne. Aldrig har jeg set så mange mennesker gå tur langs stranden.Desværre var der blandt dem en idiot der fløj en drone op ved vandrefalkens rede. Jeg flyver selv lidt med drone, så jeg kender reglerne. Deriblandt den der forbyder overflyvning af mennesker. At der så også er forbud mod flyvning - meget pga af falkene - gør kun det hele værre. Øv!

Nå, efterhånden som vi roede videre, tyndede det ud blandt folk på stranden, men vi mødte til gengæld en familie der muntrede sig på SUP boards. Fire børn roede parvis og havde en fest. De voksne nød også det fine vand og de flotte udsigter.

Den næste pause holdt vi tæt på shelterne ved Mandemarke. Vi havde snakket om at overnatte i områdent. Vi tænkter nok at shelterne var besat, men vi blev lidt overraskede over den store mængde mennesker der var i området. En af grundene er sikkert at der kan køres bil helt ned til stranden. Det læste jeg i dag i den lokale avis at der bliver sat en stopper for. Shelterne er tiltænkt gående, cyklende og roende turister.

Efter en kop kaffe og en kort pause roede vi videre. Vi var optimistiske og tænkte at der nok dukkede en plads op hvor vi kunne telte for natten. Det gjorde der dog ikke. Flere steder var det ikke muligt at komme i land pga stensætninger eller kun en stenet strand. Så kom vi til Klintholm Havn og efter den var der en lang strand hvor en lind strøm af mennesker gik mellem Raabylille Strand og Klintholm.

Ved Raabylille Strand havde vi heller ikke lyst til at slå et telt op, så vi roede videre. endelig fandt vi et diskret sted hvor den vej endte, men her forkyndte skilte at camping var forbudt.

Efter 37 kilometers roning dukkede endelig en øde strand op hvor der var plads til at vi kunne overnatte. I første omgang riggede vi bare et læsejl op og lavede aftensmad. Den bestod af en vegetarret fra Real Turmat - Chiligryde - med brune ris. Vi nød en stærk halv liter Perlenbacher øl til den velsmagende ret. Mætte og veltilpasse snakkede vi om at vi kunne sove i bivuak mellem kajakkerne.

Men strækningen var øde. Ingen gik tur her, så da det var ved at være sengetid satte vi teltet op. Det kræver en del pløkke og barduner, men kajakkerne, nogle landdrevne telefonpælstumper og en masse sten gjorde det ud forankringspunkter. Vi faldt trætte i søvn til bølgernes brusen. Det vågnede vi også til næste morgen kl 6. Nu var der bare lidt flere decibel på fordi bølgerne var noget større end da vi gik til ro.

Morgenmaden på vores ture består af dadeltunet mysli med mælkepulver. Det er bare at hælde lidt vand på og røre rundt, så er der kraftfoder. Tilsat en kop kaffe kan det bringe os gennem en formiddags roning. Inden det kom så vidt skulle lejren pakkes sammen og stuves i kajakkerne.

Det var alt sammen klaret på halvanden time, så allerede 7:30 stod vi til søs. Det blev for mit vedkommende noget en søsætning. Der var heftig brænding, og da den første bølge ramte mig, blev jeg mindet om at jeg ikke havde lynet min rojakke op i halsen. Hvis jeg ikke var helt vågen blev jeg det da der. Ude gennem det værste ville jeg tage et par billeder af Jans tur ud. Jeg fik dog fumlet med kameraet så det ikke tog billeder, og i bølgerne var der heller ikke tid - eller overskud - til at finde fejlen. Mit ellers udmærkede Olympus TG 5 kamera er desværre indrettet, så man let kommer til at dreje på programknappen, når det håndteres.

Efter lidt roning i bølgerne dannede vi en lille flåde, og så fik jeg indstillet kameraet. Ikke helt let, for briller og bølger er sgu ikke fremmende for et godt syn.

De 14 km kystlinie til Hårbølle Havn er ellers værd at se på. Lange strækninger med klinter bliver afløst af Fanefjordskoven. Flere steder på turen kunne vi se at brændingszonen gik et pænt stykke ud fra kysten, og så var det bare med at ro uden om disse områder. Af og til brækkede toppen også på en eller flere af de største af de bølger vi roede i, så vi måtte hele tiden være klar til at tage et støttetag eller manøvrere i bølgerne. Det var fint nok, og ingen af os følte på noget tidspunkt at vi var ude i noget vi ikke kunne håndtere. Som Tue Olesen fra Kajakenergi siger: "A smooth sea never made a skilled paddler!"

Fokosten indtog vi ved stranden efter det gamle udskibningssted for flint inden Hårbølle Havn. Bag en busk fandt vi læ for vinden og efter en fin frokost med røget sild i tomatsovs og makrel ligeledes i tomatsovs efterfulgt af en energibar, tog vi 20 min på ryggen. Jan sover samme sekund han lukker øjnene - jeg nåede vist ikke anden et par minutters powernap.

Turen gik videre mod hullet i Bogødæmningen, og sikke en tur. Vi havde strøm og vind lige i ryggen, og GPSen viste flere gange mere en 10 km/t. Efter dæmningen fik vi dog vinden ind fra siden, og de sidste km på dages 33 km etape var lidt trælse.

Naturen i området er pæn nok, men den tiltagende vind - og et hul i det vandtætte lag i min rojakke i vindsiden - var irriterende. Hver gang en bølge pjaskede op ad kajakken fik jeg en lille kold dushe. Heldigvis holdt ulden under jakken mig varm, men jeg sad da og så mig godt sur på min elendige jakke. (En ny er allerede indkøbt).

Dagen mål var campingpladsen ved Mønbroen. Her fik vi en plads helt nede ved vandet. Og der var et lille halvtag hvor vi kunne hænge det våde rotøj op og sidde i læ da det dryppede lidt om aftenen.

Dagens aftensmad var en klasikker - Chili con carne fra Real Turmat - med brune ris og Tabasco. Til denne lækre ret nød vi en Sort Guld. Desserten var igen hjemmelavet roulade med flødeskum. Til at toppe det hele nød vi en Gambrinus Dark øl.

Vi sov godt.
Om morgenen havde tæt tåge afløst blæsevejret. Det gjorde at det rotøj der hængte under halvtaget var lidt klamt at tage på efter morgenmaden. Men længe leve uld - det tager ikke mange halve minutter før man føler sig tør og varm med dette vidundermateriale tættest på kroppen.

Vi skulle krydse bugten ud for Stege og ramme renden mellem Ulvshale og Nyord, men vi kunne ikke se noget som helst, så en kompas blev lagt. Vi satte i og roede kurs 30. Undervejs så vi mange knortegæs - de var ikke så sky, så vi kom ret tæt på dem.

Da vi nærmede os renden måtte vi have kortene frem. Jeg ved fra flere roture i farvandet at der er flere meget lavvandede steder hvor risikoen for at skulle ud og trække kajakkerne er til stede. Vi fandt dog renderne - jeg snød lidt og brugte GPS med Topo Danmark kort. På det kunne jeg se og nemt følge renden. Normalt bruger jeg kun GPS som km-tæller og afstandsmåler, da den lille skærm ikke er til at læse med fedtede briller og kraftigt lys.

Undervejs gennem den snoede rende så vi adskillige fugle. Den flotteste var en sølvhejre, men det skæggeste var nok en kamp mellem nogle stor måger og et par krager om et ådsel.

For at komme tilbage til stranden hvor vi satte i 2 døgn og en time før, måtte vi slå et stort herresving rundt om nogle sandrevler. Undervejs spottede Jan et par marsvin - jeg nåede at få et glimt af det ene. Det har jeg aldrig oplevet dernede.

Vi kom i land i fin stil og blev mødt af nogle strandgæster der var meget imponeret af vores præstation. Selv var vi ikke imponerede, men dog tilfredse med en god tur i et flot landskab. Møn rundt kan absolut anbefales. Efter at have pakket bilen, spiste vi frokost på en bænk og så ud over vandet, hvor tågen efterhånden var ved at lette.

Det blev til 85 km