onsdag den 3. november 2010

Sæsonåbning i blæsevejr

Onsdag eftermiddag havde jeg hul i kalenderen, og det skulle selvfølgelig benyttes til den første tur med nulstillet km-tæller. Det blæste voldsomt fra vest, så jeg krøb i læ langs kysten.  Der kan såmænd også være ganske kønt. Lidt ude af kanalen kunne jeg se T(h)omas'erne komme surfende ind ude midt på fjorden. De havde været en tur ved stranden og lege i bølgerne. Tirsdag aften havde de holdt et sjovt og flot foredrag i klubben om deres sommertur rundt om Sjælland.
Det var nu ikke alle steder der var lige meget læ, så jeg var noget tung i armene, da jeg nåede Karrebæksminde, hvor jeg kunne slappe lidt af i modlyset. 
Den næste etape var med vinden lige i ryggen. Specielt det sidste stykke mod Karlsgab var med vinden lige i ryggen. Det gav nogle fine surfture, hvor jeg havde stor glæde af mit ror. Det var kun på de sidste - og største - bølger at jeg måtte lave bagror med pagajen, mens spidsen af kajakken pløjede sig frem under vandet. Herligt. Lige før Karlsgab ligger der en del sten, så der tog jeg den med ro og lod mig drive frem af vinden, mens jeg spejdede efter sten. Jeg slap igennem uden sammenstød.
I Fladvand mellem Karlsgab og Gavnø Slot var der læ, og det benyttede en del fugle sig af. På et tidspunkt var der en stor flok der lavede "sort sol" formationer. Jeg kunne ikke se hvad det var for fugle, men mon ikke det var viber. Dem er der stadig store flokke af omkring Gavnø.
Turlængde 19 km

Ingen kommentarer: