Solnedgang og vinterbadere

En flok skøre NKC'ere havde entreret med en rullende sauna, som de fik stillet op ved Bisserup. Planen var så at de skiftevis skulle lune sig i saunaen og løbe ud i Storebælts kolde vand. Nu er jeg kajakroer, og da vejret var fremragende med sol og ingen vind valgte jeg at ro til Bisserup og hilse på mine klubkammerater.

Jeg forlod NKC kort efter tre andre roere, og ved kanalens munding mødte jeg Mette Pan, der havde været ude og dyppe snabelen.

Der lød en sagte knurren over fjorden. Lyden viste sig at komme fra en meget langsomtsejlende kutter der slæbte en stribe bundgarnspæle efter sig.

Der var en svag modvind på vej over fjorden, men med solen bagende og en stor flok grågæs på Lindholm var det nemt at være lykkelig i svær grad.

Ved Karrebæksminde mødte jeg Jan som heldigvis havde tid til at tage med på turen langs kysten til Bisserup. Vi blev nærmest skudt ud under Græshoppebroen af en kraftig medstrøm, og snart roede vi langs kysten mod vest.

Det er ikke så tit jeg ror den vej, men hver gang nyder jeg den flotte kyst med skov og klinter på næsten hele strækningen mod Bisserup.

Jeg trak hele vejen et lille blink efter kajakken, men fangede ikke andet end lidt søgræs. Det var godt at vi havde besøgt Fiskehuset Enø og købt en makrel og et sæt torskerognbukser til min lille ABU røgovn. Enø bageri leverede et par boller til måltidet.

Vi mødte et par medlemmer ved Bisserup, men der var endnu ingen sauna. Den kom dog kort efter med fuld gang i brændeovnen, og snart var de første vinterbadere klar.

Jan og jeg besindede os, beholdt tøjet på og gik i gang med madlavningen. Fisken blev renset og lagt på risten, ovnen klargjort med røgesmuld og sprit og tændt. Vi knappede et par Newcastle Brown Ale op, og tilfredse og forventningsfulde sad vi og nød synet af solnedgangen og siluetterne af vores klubkammerater.

Af og til kom et par over til os og sagde at de slet ikke frøs.

Solen forsvandt mere og mere...

... og til sidst var den helt væk.

Det stoppede ikke vores badende klubkammerater.

En times tid efter at solen var gået ned, roede Jan og jeg tilbage i månens og stjernernes skær. Vi var begge enige om at natsejlads noget ganske særligt. Hvis man kigger ned i vandet omkring stævnen, ser det næsten ud som om man flyver hen over vandet. Og efter 1½ times flyvetur landede vi i Karrebæksminde - strømmen havde vendt, så vi satte lige efterbrænderen på ind gennem havnen. Da jeg gik i land stod min søde viv og ventede på mig.

Det blev til de 27 fantastiske km