onsdag den 13. april 2016

Tirsdagstur

Vejret var mildest talt elendigt, da en flok NKC'ere samledes tirsdag eftermiddag ved klubhuset. Men selvfølgelig skulle vi ud og ro en tur. Og da vi efter tøjskift og isætning af kajakker begyndte at ro af sted, holdt det op med at regne.
Turen gik ud ad kanalen, og efter at have luret lidt på vinden, roede vi i modvind langs Ydernæs. Johnny havde fået en ny Greenlander, og han skulle vist prøve hvor godt den gled fremad - jeg fulgte ham, og snart havde vi slået hul til resten af feltet. Vi ventede dog kun ganske kort før vi var indhentet, og jeg blev da også lige til grin, da det lykkedes mig at strande på nogle stolper fra en gammel bro.

Det gik fint i det rolige vand forbi Gavnø Slot og på Fladstrand. På et tidspunkt sad vi og nød 2 - nej 3 - nej hele 4 havørne der fløj over fjorden og skoven. Det foregik ret fredeligt, så det må være ungerne fra sidste år, der ikke er smidt ud endnu.

Efter Karlsgab gik det lystigt af sted med vinden i ryggen. Løjerne varede dog kun kort, for da vi ved sejlrenden drejede mod kanalen fik vi modvind.

Det lykkedes dog at komme hele vejen tilbage til klubben, hvor vi spiste de medbragte salatblandinger.
16 km

Ingen kommentarer: