søndag den 2. april 2017

Payback

Os der er så heldige at der bor havørne ved vores rovand har tit set hvordan måger, krager mm generer ørnene. I dag så vi en ørn der havde fået nok.
Vi var seks roere fra NKC der var på søndagstur i det disede forårsvejr.
Vi holdt pause ved Karlsgab og havde lige siddet og snakket om at der da godt lige kunne komme en ørn forbi. Det gjorde der så i stor højde - en ørn ledsaget af måger fløj forbi mod dens rede. Fint nok, men vi fik mere, meget mere.
Kort efter kom en ørn på jagt efter en måge lige ind foran vores rasteplads. Mågen prøvede at klare frisag ved at lægge sig på vandet, men ørnen lavede - det man i flyvekredse kalder - en wingover og viste hele sin imponerende overside, inden den med et stort plask slog ned i vandet. Efter lidt mere plaskeri lettede ørnen med en måge i kløerne. Den fløj over på Gavnø og satte sig for at spise frokosten. Kort efter landede yderligere 2 ørne, men det var ikke til at se om de fik held med deres forehavende.
Jagten var meget hurtig, og afstanden til Gavnø for stor, så det blev desværre ikke til fotografier. Men vi hyggede os.
Efter denne fantastiske oplevelse roede vi glade videre. Vi var slet ikke klar til at ro hjemad, så turen gik til Karrebæksminde. Her fik nogle af os en dejlig bølgeoplevelse uden for molerne.
Der var godt gang i bølger - både almindelige strøm- og refleksbølger - og for at det ikke var nok, var der da også lige en klaphat på vandscooter der skulle race rundt lige foran os.
Efter bølgerne var det tid til en kaffepause. Det foregik på bænkene i lystbådehavnen, og Karin var så flink at hun hentede og gav en wienerstang fra bageren.
Solen bagte nu ned, og vi nød livet i fulde drag.
Alt godt har en ende, men denne fine aprildag havde mere at byde på. Som fx 7 km med rygvind hjem til klubhuset. Undervejs kunne vi sidde og nyde de flotte edderfugle der fløj rundt over fjorden og en stor flok viber der huserede over Lindholm.
Et enkelt rul blev det også til. Det skulle gentages ved klubben, men gik galt. Så var det tid at teste tørdragten. Og med begge lynlåse godt trukket til, var den vandtæt.
22 km af bedste slags

Ingen kommentarer: