lørdag den 1. april 2017

Vandgang med konsekvenser

Den lidt alvorlige overskrift skal ikke tages alt for alvorligt, men efter en tur rundt om Lindholm sammen med 3 klubkammerater skulle jeg prøve året første rul i rigtigt vand. Modsat svømmehallens varme klare vand var fjorden fyldt med koldt og mørkt vand. Og da jeg først lå med hovedet nedad, skulle jeg bare op - men det kom jeg ikke, og så måtte jeg ud af kajakken.

Og det var så her konsekvenserne af mangelfuld tissehulslynlåslukning satte ind. koldt vand bredte sig i mine nedre regioner - meget ubehageligt og ærgerligt når man nu har brugt mange penge på en tørdragt.

Jeg kom med lidt besvær tilbage i min kajak i en makkerredning. Redderens kajak var nemlig ikke forsynet med plasticrør på redningslinen, så jeg kunne ikke få fat i den. Og jeg plejer at trække i denne line, når jeg svømmer op på min kajaks bagdæk. Vi var tæt på land, så i stedet for at få tømt kajakken inden redningen (jeg ville bare op af vandet) roede jeg i land og tømte den.

Da jeg sad i kajakken igen fik jeg hurtigt varmet vandet inde i tørdragten op, så turen tilbage til klubben blev ikke så slem.

14 km

Ingen kommentarer: