onsdag den 29. september 2010

Familiefisketur

Den sidste weekend i september er tidspunktet for den årlige fisketur med min søn, min svoger, mine nevøer og en enkelt bekendt. Denne gang havde jeg både min hav- og min fiskekajak med, og desuden havde vi et par kanoer med.
Fredag eftermiddag kørte vi med hele flåden til Tystrup Sø. Nærmere bestemt til parkeringspladsen tæt ved den gratis lejrplads. Vi sejlede og slæbte oppakningen til pladsen og etablerede lejren. Selv tog jeg slapper efter arbejdet, men alle andre tog på vandet for at prøve lykken med fiskestængerne. De kom tilbage med begejstrede beretninger om fangster af aborrer og gedder. Det var dog ikke fisk der stod på menuen, men de til lejligheden indkøbte pølser smagte også godt. Da mørket satte ind sad vi og nød et par øl mm. under en tarp lavet af et gammelt oversejl til et Harald Nyborg telt.

Lørdag morgen var det også lidt fugtigt, men efter et par timer på vandet var alle skyer væk, og vi kunne nyde en fantastisk efterårsdag på søen.

Fiskeriet gik godt. Der blev fanget store gedder - desværre ikke af mig. Jeg havde valgt at søge lykken med dybtgående woblere ude på søen. Jeg fandt et par af de undersøiske bakker, der er gode fiskesteder, men fangede ikke andet en aborrer.

Frokosten blev nydt i lejren, men det gode vejr fik os hurtigt til søs igen. Jeg fiskede fra min SeaBird Explorer, som jeg havde monteret stangholder på. Da der også var ekkolod, GPS og en dækstaske med fiskegrej foran mig, var der fyldt op på dækket. Jeg prøvede med et par fendere som ekstra støtte på siden af kajakken, men pillede dem af, der der på det flade vand slet ikke var brug for ekstra stabilitet. Det må prøves på et lidt mere bølgende hav.

Trods alt udstyret gav eftermiddagen heller ikke andet end aborrer - når jeg havde fundet flokken med ekkoloddet var det nemt at finde dem igen ved at studere sporet på GPS'en. Aftensmaden bestod af bålstegte kartofler og grillstegte aborrer - mums. Vi var godt trætte efter den lange dag på vandet, og kl. 22 røg jeg på køjen.

Søndag valgte min nevø Søren og jeg at ro til Næstved i en kajak. Resten af selskabet kørte efter lidt formiddagsfiskeri tilbage i bilerne. Det blæste en strid modvind på den første del af turen, men vi havde lastet kanoen med en del af oppakningen, så den lå stabilt i vandet. Efter de første kilometer kom vi lidt i læ af kysten og fiskede intens på resten af turen gennem Tystrup og Bavelse Sø.
Undervejs oplevede vi den lokale havørn svæve over søen - det er altid et imponerende syn. Vi slog et slag ud på søen, og Søren fangede en flot gedde. Nogle aborrer blev det også til på turen, men alle fisk blev sluppet fri igen.
Der var meget vand i systemet, så da vi kom til åeen, at vi fik en dejlig medstrøm at ro i. Vi indstillede fiskeriet og nød den flotte tur. Specielt stykket fra Bavelse Sø til Holløse holder jeg meget af. Åen er på lange strækninger omkrandset af træer der læner sig ud over vandet.

Ved Holløse Mølle blev der lukket en del vand ud, og den kraftige strøm uden for de brusende sluseåbninger, sendte os op på en sten. Vi fik dog rokket os fri - og jeg kunne kort efter føje endnu en bro til listen. Der er nemlig bygget en ny bro lige efter den gamle mølle.

Sidst på eftermiddagen nåede vi efter små 30 km's roning Næstved og blev afhentet af min svoger.
Rolængde 45 km

GPS sporet fra Tystrup Sø, som jeg efter turen fik mulighed for at sætte ind på det topografiske Danmarkskort, viser at jeg missede et par af de gode fiskesteder. Næste gang jeg er på søerne for at fiske, skal der sidde et sådant kort i min GPS - så må det give et par store fisk.

Tirsdagstur og forloren skildpadde

Tirdag havde Lis inviteret på forloren skildpadde hun havde til overs fra sin mands fødselsdag i klubhuset efter roturen. Om det var årsagen skal stå hen i det uvisse, men vi kom vist rundt om Gavnø på rekordtid. Vi havde også en mild rygvind på den første del af turen - og læ på den sidste.

Turen forløb uden de store besværligheder, men en enkelt steg ud af kajakken til den forkerte side og landede i Gammelåen da vi kom tilbage til klubhuset. Vi var flere der kunne berette om lignende episoder - jeg havde også et lille bidrag.

Skildpadden, der var lavet af en lokal slagter, smagte rigtig godt.

Rolængde 14 km
Havde glemt kameraet, så ingen billeder

onsdag den 22. september 2010

Aftentur

Tirsdagsturen gik i et fantastisk flot vejr til Karrebæksminde, hvor vi mødte Knud der havde tyvstartet.

Vi spiste mad i lystbådehavnen, men mange myg gjorde opholdet ret kort.

Da vi roede af sted i solnedgangen valgte knud og jeg at ro rundt om Gavnø - de andre roede lige tilbage.

Vi blev belønnet med en meget flot tur på helt fladt vand. Der var store mængder af fugle på Fladvand, men det var svært at se hvad det var for nogle - vi kunne dog høre mange gæs.

Turen ind gennem Jacobshavn var ret stemningsfuld.

Rolængde 17 km

søndag den 19. september 2010

Adventure race

Firma Sport i Næstved havde i weekenden arrangeret et adventurerace. Hos NKC skulle deltagerne pakke en kajak til en weekendtur.

I et stativ lå en demokajak, og deltagerne skulle så samle grej sammen og selv pakke en kajak. Noget af grejet var placeret langs kanalen og skulle hentes i kajakker.Vi var 5 roere der havde sat lørdagen af til at hjælpe med afvikling af racet.

Det blev en hyggelig dag - nogle gange hektisk aktivitet når flere hold kom samtidig - andre gange afslappet hygge i pauserne. Solen skinnede det meste af dagen, men en kold vind blæste fra morgen til sent eftermiddag hvor vi pakkede sammen.

Lis og jeg var sikkehed på vandet, men alle deltagere formåede at blive i bådene, selv om et par stykker var tæt på at vælte. Når holdene var draget videre, roede vi ud med grejet, så det var klart, når næste hold ankom.

Flere af deltagerne syntes det var sjovt at prøve at ro kajak og var lidt kede af at de ikke skulle ro en længere tur. Der var sågar nogle af dem der havde overskud til at takke os for at vi brugte en dag være med til at afvikle løbet. Men sådan er det jo. Nogle gange arbejder man med at arrangere eller afvikle - andre gange deltager man og nyder at andre har gjort arbejdet.

tirsdag den 14. september 2010

Gavnø rundt i blæsevejr

Jeg skulle egentlig have været med tirsdagsholdet, men det kneb gevaldigt for nogle af deltagerne at være klar klokken 17. Og da vi tilsyneladende gav os til at vente på nogle roere, der først ankom 10 minutter over afgangstiden, roede jeg af sted for mig selv. Jeg ville gerne nå tilbage og se FCK i fjernsynet.

Det blæste "en halv pelikan" da SeaBirden stak næbbet ud på fjorden. Jeg valgte at ro rundt om Gavnø på en måde, så jeg fik medvind hele vejen tilbage på fjorden.

På turen ud kunne jeg nyde de mange fugle på vandet. Det kan virkelig mærkes at efteråret er på vej - også på fuglelivet. Store flokke af blishøns, gæs, diverse andefugle, viber mm. lå på vandet i læ af Gavnø. Der var også mange hejrer og et par store musvåger - desværre ingen havørn, men den skal nok vise sig i løbet af vinteren. Der var også en noget anderledes "fugl" i luften. Den store redningshelikopter fløj ud mod bugten. Et kvarters tid senere returnerede den.

Det var meget lavvandet og med mange planter i vandet. Garneret med en god gang modvind, betød det hårdt arbejde. Men belønningen ventede. Da Gavnø var rundet, fik jeg vinden i ryggen.

Og ikke kun den - flere steder var der rigtig gode surfbølger. Specielt da jeg nåede kanalen blev det sjovt. Bølgerne fik SeaBirden til at flyve - flere gange kunne jeg overhale bølgerne og få nogle meget lange ture. Desværre var der ikke tid til at fotografere, når kajakken dykkede næsen ned i vandet og tog fart. Mine nye rorpedaler hjalp også godt til, når jeg med roret skulle holde kajakken på kursen. Undervejs oplevde jeg at en lille hornfisk sprang op af vandet og landede på mit fordæk. Der lå den og sprællede lidt inden den røg i vandet igen. Til sidst måtte jeg dog slappe lidt af - jeg fik krampe i armen af det oppiskede tempo. Men sjovt var det sgu! Og det var en glad mand med vand under kølen.

Rolængde 16 km

mandag den 6. september 2010

Et skarpt hjørne

Under den lidt kryptiske overskrift gemmer der sig 2 historier.

Jeg har længe været utilfreds med pedalerne i min SeaBird Expedition. Det var svært at påvirke dem nok til at roret havde nogen effekt. Jeg prøvede at flytte dem op og ned i kajakken, men lige lidt hjalp det - det var stadig noget skidt.
En dag roede jeg en tur i en kammerats Inukshuk og oplevede at pedalarrangementet i den virkede rigtig godt. På Kano og Kajakbutiken i Shovhoveds hjemmeside fandt jeg de viste Werner pedaler
Det tog et par timer at montere pedalerne med liner, justeringsstykker og gummibånd til at holde dem på plads. Et par prøvesidninger i kajakken gav mig en ide om at de sad rigtigt - og den første tur med dem overbeviste mig. Det er nu muligt at bruge roret let og bekvemt. "Prisen"  er, at der ikke er et fast fodspark i kajakken, men det har jeg heller aldrig benyttet mig ret meget af, så det går nok.

Den først tur gik under Græshoppebroen, og der var heldigvis meget strøm. Det giver mange strømhvirvler - og god anledning til at teste roret. Og det var ren fornøjelse - roret fungerede hurtig, og med ubesværede vip med fødderne kan selv de skarpeste hjørner nu rundes. Den modifikation skulle jeg have lavet for længe siden!
På turen ud fulgtes jeg med Leif der stadig er glad for sin nye Cetus kajak. Leif ville en tur rundt om Enø og Dybsø, men det havde jeg desværre ikke tid til. Det er ellers en rigtig lækker tur, og vejret var perfekt - klart efterårsvejr vejr med flotte cummulusskyer. Hvis ikke kalenderen sagde september, skulle man tro at det var sommer.
Jeg vendte rundt i havnen i Karrebæksminde og roede tilbage mod Næstved. Jeg fulgte sejlrenden og mødte mange både af alle slags - det var ikke kun kajakroere, der nød den dejlige dag. Pludselig hørte jeg et pift og kiggede i retning mod det. I det skarpe modlys kunne jeg ane en Romany kajak og et stort "skiv". Rikke sad i Romanyen, og skiv'et viste sig at være Sverri i sin foldekajak. De var på vej rundt om Gavnø.
Da jeg passerede svingbroen over kanalen, rundede jeg det andet skarpe hjørne. Triptælleren på min GPS fortalte mig at jeg havde roet 1000 km i sæsonen. Noget mindre end jeg havde satset på, men travlhed på andre fronter har ædt sig ind på min fritid. Forhåbentlig får vi et dejligt efterår med tid til mange herlige roture.

Rolængde 16 km


mandag den 30. august 2010

Klubtur til Nakskov Fjord

Jeg havde ikke meldt mig til Næstved Kajak og Canoeklubs årlige sensommertur, da jeg skulle noget andet. Men da det "andet" blev aflyst om torsdagen, var jeg ikke længe til at høre om der var en plads på turen. Det var der heldigvis, og fredag eftermiddag gik turen mod Nakskov sammen med en flok klubkammerater.

Målet var den lille ø Barneholm lige uden for Hestehoved. Øen er ejet af Ole - et familiemedlem til en NKC'er. Ole havde gået på klubbens kajakskole sidste år og tilbød at vi kunne slå telt op på øen, da han hørte vi ville til Nakskov Fjord. Det var et herligt sted, og efter at have slået klubbens lavvu og et mindre villatelt op, sad vi og nød solnedgangen, mens vi i forskellige madgrupper spiste aftensmaden. Jeg var meget heldigt kommet i en gruppe med nogle dygtige kokke. Da alle arbejdsopgaver i forvejen var delt ud, havde jeg bare taget noget godt ost og lidt godt at drikke med til gruppen. En ananas havde jeg også medbragt, men den fik vi ikke spist, da vi altid var mætte, når vi nåede til desserten.

Lørdag morgen spiste vi morgenmad på en lille gæstehyttes terasse

Der var der annonceret afgang kl. 9, og planen var en tur til Albuen om formiddagen. Når vi kom retur, kunne dem der ønskede det ro en tur til Nakskov Havn. Det blæste dog en del (stik modvind på en tur mod Albuen), og da der var en del med ikke så mange km i armene, valgte turledelsen (Lis og Susanne) at vi lagde ud med at ro til havnen, hvor vi så kunne tage en kop kaffe. Derefter kunne dem der havde lyst tage turen i modvind mod Albuen.

Som beordret, så gjort - sådan da. Efter 20-25 minutters venten på vandet, var de sidste kommet på vandet. Vi roede i fin stil mod Nakskov. Vi kom dog ikke længere end til den lille lystbådehavn et par hundrede meter væk, før der blev givet ordre til holdt - nogle skulle tilbage til øen. Jeg fik ikke helt fat i hvad der skete, men sad og tænkte at det ville være rart, hvis alle var klar til aftalt tid.

Endelig kom vi af sted. Vi holdt os fri af sejlrenden og roede den korte tur til Nakskov. Der er mange flotte huse, og en stor - knap så flot ubåd - i Nakskov Havn. Desværre kunne vi ikke kom ind til inderfjorden, da der var spærret ved broerne i bunden af havnen. Øv - det kunne have givet et par broer til listen, og der skulle efter sigende være meget kønt på den lille fjord. Det eneste sted vi kunne komme i land og drikke kaffe, var ved den lokale roklub, så vi lånte deres borde og bænke - tak for det!
Efter kaffen gik turen tilbage til Barneholm. Klokken nærmede sig middag, men ingen var sultne, så vi aftalte at ro til Langø, hvor turledelsen på deres forberedelsestur havde konstateret at der var bænke og borde. Inden Langø stoppede vi lige ved næsset ved Fredsholm for at høre om alle ville med videre i modvinden. Et par stykker valgte at vende om og roede tilbage til lidt mere beskyttede farvande.

På vej mod Langø splittede vinden os i 2 grupper, da der var nogle der roede meget langsomt. Vi havde på forhånd aftalt at de skrappeste roere (de uddannede instruktører Thomas og Rikke) dannede bagtrop, så det gav ikke anledning til problemer eller bekymring. Vi andre holdt os alle nogenlunde i nærheden af de på forhånd aftalte romakkere og roede en en samlet flok mod Langø.

I Langø røg jeg først ind i den forkerte havn. Jeg lå mellem havnemolerne og spurgte lokalkendte Sinne, der var roet frem for at vise vej, om det var her vi skulle ind. Inden hun fik svaret, var jeg i et spændende miks af  kraftig vind, bølger og refleksbølger fra molerne blæst ind i havnen. Det var ret besværligt at vende i den kraftige vind langs molerne, men jeg kom da rundt og ud igen. Sinnes søster Sisse tog samme tur, og havde samme besvær med at vende inde i havnen. Vi nåede efter et stykke tid alle sammen frem, og nød nu en velfortjent frokost på havnes bænke. Bo viste sig at være et rigtig badedyr. Han hoppede i havnen og tog en rask svømmetur, inden vi skulle videre.
Igen var der nogle der valgte at vende tilbage, men Lis, Susanne, Thomas, Margit, Rikke, Sinne, Knud og undertegnede kæmpede os de sidste 4 km ud til Albuen, hvor turledelsen igen havde researched og fundet en lokal sommerhusgæst, der meget gerne ville fortælle os om fjordens historie.
Det var rart at kunne gå i land på en dejlig sandstrand på Albuen.

Peter, Hans kone og et par af deres gæster inviterede os ind i deres have og bød udover historier også på kaffe. Peter var en underholdende fyr, der øste af sin store viden om området. Vi kunne gengælde ved at fortælle Peter om den nye ejer af Barneholm - så på den måde får historien nyt liv og lever videre.
Turen hjemad gik hurtigt. Vi drev af sted med "2 knop kun på riggen" (vi drev med andre ord 4 km/t uden at lave noget), så når vi tog fat med pagajerne gik det raskt derudad. Der var mere vind, end der var bølger, men af og til kunne vi snuppe en lille surftur. Vi var ikke i tvivl, når Rikke fangede en bølge, for så lød råbet: "Ji, hah!" ud over fjorden. Jeg sad et par gange og tænkte på mit sejl - jeg har ikke fået lavet en holder til SeaBirden, men det kunne da virkelig have sat fart på turen.

Alt godt har en ende, og snart var vi ved Barneholm. Det var nu heller ikke så skidt, for nu gik madholdene i gang. Jeg forsynede mit madfællesskab med gin og tonics, og snart kunne alle bænke os ved et langt bord på læsiden af huset. Jeg fik ikke en plads med udsigt over fjorden, men kunne dog sidde og nyde selskabet, den gode mad og udsigten til solnedgangen gennem huset store panoramavinduer. Menuen var couscous, en lækker salat, grillet kylling, tzatziki, forskellige dressinger og flutes. Dertil var der rød- og hvidvin og øl. Vi går i NKC helt sikkert ikke ned på forplejningen, når vi er på tur :-)).

Susanne og Lis overrakte øens ejer Ole et kajakkompas og en vandtæt pose som tak for at vi kunne bo på øens. Senere kvitterede Ole ved at invitere os indenfor til fadøl i hjemmebaren. Masser af frisk luft, motion, god mad, en enkelt gin og tonic og et par øl gør dog mig træt, så jeg var vist en af de første der krøb i posen - og jeg sov godt i lavvuen.

Søndag morgen var afgangen udskydt til kl. 10. Men inden vi nåede ud af soveposerne væltede regnen ned. Et par stykker var dog oppe - de havde ikke lige fanget den med kl 10, så de sad og ventede på morgenmaden. De af os der havde hængt tøj til tørre på træerne, kunne bare sige øv, da vi blev vækket af bygen, og vi kom i tanke om vores tøj. Så kan vi lære det! Jeg havde heldigvis en tør sommerjakke jeg kunne tage på. Dagen før havde jeg også haft det rigelig varmt i solen i min sorte Reed jakke - bukserne tørrede hurtigt.
Det gik betydelig bedre med at komme i vandet, og snart var vi klar til afgang. Nogle havde meldt ud at de ville tage en tur i de inderste dele af fjorden. De af os der fulgte Lis og Susanne fik en flot tur rundt om Slotø og Vejlø, forbi Rommeholm og endelig pause på Enehøje. På vejen hjem gik turen tæt forbi Dueholm og Munkeholm.

Slotø gik vi i land og så ruinen, der markerer starten på den danske flåde. Kort fortalt anlagde Kong Hans i 1509/10 en kombination af en borg og et skibsværft. Det blev gennem årene bygget af flere af de største af datidens krigskibe. Øen er et "must", hvis man nogensinde kommer på de kanter. Plancher fortæller om historien.
Vejlø så vi mange fugle. Øen er også om sommeren hjemsted for ø-lejre à la 60'erne.

Rommerholm er et lortested. Mange skarver har skidt de fleste træer i stykker.
Efter en lille byge med heftige vinde kom vi endelig til Enehøje. Igen et sted med en fantastisk historie. En grønlandsfarer og en excentrisk bestyrer med haglgevær har beboet øen. I dag er den ejet af Skov- og Naturstyrelsen, og der er offentlig adgang på hele øen. Der er også et shelter man kan reservere og gratis benytte. Vi nød frokosten i læ ved havnen og gik en tur op til hvalkæberne.

Undervejs blev der spist mange brombær.
Turen tilbage var igen i god medvind. Dog ikke hurtigere end vi kunne nyde det flotte syn af en havørn der sad på Munkeholm. Da vi nærmede os den, lettede den og fløj mod Langø.

Snart var vi dog tilbage på Barneholm og i gang med pakning og oprydning. Ole sejlede vores bagage tilbage til lystbådehavnen. Vi takkede endnu en gang for gæstfriheden, og kort tid efter var biler og trailer fyldt op. Turen hjem var problmløs, og ved 7-tiden søndag aften kunne vi give farvelkrammere og sige tak til Lis og Susanne for en fantastisk velplanlagt tur.

Jeg fik roet 45 km
Se flere billeder her

tirsdag den 17. august 2010

Solotur

Det er i år lykkedes mig  - gennem en seniorordning - at få en fast ugentlig fridag. Og så oven i købet om fredagen. Det giver tid til lidt flere kajakture, og den første fredagsfridag roede jeg samme tur som forleden, men denne gang alene.

En solotur giver altid mange flere naturoplevelser, og jeg sad mange gange og kiggede på fugle. Selv om der stadig er ænder der svømmer rundt med deres små dunede ællinger, er der allerede nu fugle, der er begyndt at samles i flokke.

Bag Gavnø var der mange gæs og mindre vadefugle, og på selve Gavnø så jeg en en stor flok viber i gang med de indledende øvelser til deres årlige tur sydpå.

Den mest specielle fugl jeg så var dog en hvid svaneunge. Hvad hedder nationalfuglens afkom egentlig? - da mine drenge var små, mente de at svaneunger hed "svæklinger". Normalt svømmer de store hvide fugle rundt med deres grå unger, men som det ses på billedet var den ene unge helt hvid. Mon den bliver grå som voksen?

20 km - dejlig tur

onsdag den 11. august 2010

Tirsdagtur til Karrebæksminde

Vi roede til Karrebæksminde for at spise madpakkerne foran Fjordhuset. Der var møde i klubbens aktivitetsudvalg - og et par af turdeltagere skulle være med til det, så de tog hjem lidt før os andre.

Et par andre valgte den lige vej tilbage, mens resten af os roede en tur rundt om Gavnø.

Der var meget grøde i vandet på fladvand, men vi kom dog igennem.... .

... og kunne nyde solnedgangen inden vi roede ind i kanalen
Efter roturen nød vi et par kopper kaffe og fortalte historier fra ferien i klubhuset.

20 km

søndag den 8. august 2010

Tur til Svinø

Efter en hektisk start på arbejdet, trængte jeg til en tur på vandet. Da jeg satte kajakken i vandet ved klubhuset, blev jeg mødt af en andemor der lige skulle vise sine små ællinger hvad en kajak var for en sag - eller måske håbede hun på lidt brødkrummer. Dem havde jeg ingen af, men andemutter og ællinger oplever nu at komme på internettet.
Vejret var strålende - lettere overskyet og en meget svag medvind hele vjen til Svinø. Jeg kender efterhånden de lavvandede dele af fjordene så godt at jeg kunne ro hele vejen derned uden at støde på grund. men det blev en varm tur. Temperatturen lå vel på 25 gr i skyggen - og den er der jo ikke meget af, når man sidder i en kajak - så sveden drev af mig da jeg efter godt 1½  times roning gik i land på stranden ved Svinø.

Jeg havde håbet at kunne hilse på et hold fra NKC, der var kørt i biler til Svinø og skulle på sæltur til Avnø. De var dog lige taget af sted fik jeg at vide af en bekendt jeg mødte på stranden. Fem andre kajakroere tog af sted fra stranden, men jeg holdt en lille pause, så Svinø var noget af et hotspot for kajakken den dag - det er også et dejligt sted, hvor man kan parkere lige ved stranden.

Jeg valgte at ro hjemad på Dybsø og Enøs yderside. Dybsø kyst er et flot syn. I baggrunden til venstre skimtes klinten på Enø 7-8 km væk.
Der var et gevaldig liv af digesvaler på pynten

Da jeg tilsyneladende var alene på vandet, valgte jeg at følge kysten, men snart dukkede en speedbåd og tre andre kajakroere op - så helt alene var jeg ikke.
Da jeg nåede gabet mellem de to øer valgte jeg at sejle direkte over den lille bugt ud for Enø. Det var lækkert at ro i den svage modvind. Farten var lidt langsommere, men der var frisk luft og varmen føltes behagelig. Undervejs stødte jeg på endnu et par kajakroere - jeg tror aldrig jeg har mødt så intens kajaktrafik af roere jeg ikke kender.

Frokosten blev indtaget på standen ved Karrebæksminde lidt væk fra det værste fluepapir. Selvfølgelig ramte jeg broåbningen (den åbner fast hver time for lystbåde) da jeg roede ind gennem havnen, men jeg krøb ind bag en stenmole ved lystbådehavnen og lod den ret store flåde af motorbåde og sejlere sejle deres egen sø. Der var stadig gang i refleksbølgerne, da jeg roede under broen - i behagelig medstrøm - men de var ikke værre end kajakken skar igennem dem med 11,3 kmt på GPS'en. Rart også at vise alle turistrene lidt stil :-)

Rolængde - 31 km