fredag den 25. juli 2008

”Møde i rum sø”

Helt så dramatisk som det møde Allistair Maclean beskrev i sin bog (hvis der er nogen der husker ham) var mit møde i Bøgestrømmen ikke.

Min gode ven Jens skulle sejle sin sejlbåd fra Præstø til Vordingborg, hvor jeg lå på campingpladsen, så jeg roede ham selvfølgelig i møde. Han havde tyvstartet og havde medvind, så allerede efter ca. 11 km’s roning mødtes vi ved Farøbroen.
Jeg havde gjort min kasteline klar til bugsering af kajakken, så vi var hurtigt bundet sammen, og med lidt besvær kom jeg ombord i hans 32 fods sejlbåd.

Efter det vellykkede møde gik det af sted mod Vordingborg – noget nemmere end turen den anden vej i modvind – og Jens bød på en dåseøl og en chokoladebar. Om det er en gængs sejlermenu ved jeg ikke, men jeg var tørstig, og lidt chokolade kan man vel altid spise.Vi kunne dog ikke sejle for stærkt for så vende kajakken bunden i vejret. Efter et par rul fik vi bundet kajakken så tæt på sejlbåden, at den blev på ret køl. I Vordingborg Nordhavn fandt Jens en god plads til sejlbåden, og jeg roede tilbage til campingpladsen på Ore Strand. Om aftenen var Jens på besøg i forteltet til en lille lækker menu.

På sidste del af turen fik jeg lidt medvind, og efter lidt problemer med skøderne – sjusket monteret hjemmefra L - fik jeg mit medvindssejl op, og hu-hej hvor det gik. Det er seriøst sjovt og giver fart så man let fanger surfbølgerne – og kan blive i dem. Gps’en loggede 15,3 km/t. Der er stadig plads til forbedringer i teknikken. Bla. skal jeg have syet et vindue i sejlet, så jeg kan se fremad. Min vippemekanisme til masterne virker nu fint, og får jeg taget mig sammen, laver jeg en lidt mere elegant løsning end min trial and error metode har resulteret i.

Turlængde 18 km


Jeg beklager den dårlige billedkvalitet, men det er hvad en Nokia 6300 kan præstere (når man nu har glemt det vandtætte Olympus)

Ingen kommentarer: