Kuldekursus i NKC

Kuldekursus

Vi var en snes medlemmer der mødte op til kuldekursus en søndag formiddag i april i NKC. Tomas Kolbe, der er lokal instruktør og engageret havkajakroer og spasmager

havde sammen med Christian og Steen sammensat et fint program. Programmet for dagen var delt i to afdelinger.

Først var der teori om kuldechok, hypotermi og andre grimme ting ophold i kold vand byder på og orientering om søredning. Efter frokost  skulle vi i kajakkerne, vælte og prøve kuldens påvirkning på egne kroppe i forskellige redningssituationer.

Christian, der er tidligere medlem af NKC, havkajakinstruktør og snart læge, fortalte indgående om hvad der sker med kroppen, når vi havner i koldt vand. Han fortalte bl.a. at afkølingen af kroppen sker 25 gange hurtigere i vand end i luft. Og specielt med det 8-9 grader kolde vand vi ror i på denne årstid, er det godt at vide, hvad der venter en, hvis man ryger i baljen. En god måde at forebygge ulykker er at være godt klædt på, have svømmevest på og være forberedt ved at have trænet teknik og udstyr ved redninger.

Meget kort går det ud på at klare de første minutter. Det første kuldechok kan få en til gispe efter luften, og man risikerer at sluge vand. Bevarer man roen og holder fast i kajakken, har man på denne årstid derefter typisk 10 minutter, hvor kroppen fungerer nogenlunde fornuftigt. Den tid kan bruges til at svømme i land (risikabelt), komme tilbage i sin kajak eller rekvirere hjælp. Derefter går det ned ad bakke for kroppens funktioner, og man må ikke regne med at have styr over sine lemmer. Armene er de første der ikke vil lystre. Har man ringet efter hjælp eller sendt nødraketter op, gælder det om at holde sig i ro for ikke at fordele kulden alt for hurtigt i kroppen.

Steen, der tidligere i mange år professionelt har arbejdet med søredning, fortalte om den praktiske del af arbejdet set fra reddernes side. For os gælder det sig i princippet om at holde os til vores kajakker, hvis vi ikke er sikre på at vi kan nå i land, ringe efter hjælp eller fyre nødraketter af, huske at gemme en enkelt nødraket til at vise hvor vi er, når hjælpen nærmer sig, og så i øvrigt rette os efter reddernes instruktioner. Og det er altid meget fornuftig at fortælle hvor vi ror, og hvornår vi er i land.

Læs meget mere om kulde og sikkerhed til søs i Søsportens sikkerhedsråds pjecher eller på hjemmesiden http://www.soesport.dk/

Undervejs sørgede klubbens aktivitetsudvalg med Lis i spidsen for at vi fik kaffe og småkager under teoridelen og en bid brød ved frokostid.

Så var det tid at komme i rotøjet og kajakkerne. Vi var på forhånd delt i hold med to makkerpar og en instruktør. Jeg var sammen med min faste romakker Johnny,

der i klubben har et ry som lidt af en vandskræk roer. Der var ikke den store entutiasme for at komme i vandet hos nogen af os, men snart begyndte de første at vende rundt,

og efter kort tid var alle grupper i gang med t-redning, makkerredning, fotografering af kajak fra vandet, paddlefloat redning, cowboyredning

og transport af bevidstløs roer.

Selv Johnny - det e rbunden af hans Explorer herover - var i kanalen flere gange - så myten om hans vandskræk må hermed være aflivet.

Løjerne på kanalen stod på et par timer, og det var tydeligt at se at dem i tørdragter holdt længst ud.

Roerne i neoprenbukser og rojakke og roerne i semitørdragterne var de første på land. Selv fik jeg lidt vand ind ved halsen i min første tur i vandet. Det var koldt, men kort efter at jeg sad i kajakken igen, havde kroppen varmet det våde uldundertøj op, og jeg havde det fint. Jeg fandt ikke anledning til at trække i snoren og puste min vest op. Men hver gang jeg var i vandet kom der selvfølgelig mere vand ind i dragten, og efter 4 ture i vandet - og en god time i og på kanalen - frøs jeg så meget at jeg valgte at gå i land. Jeg sluttede af med at teste redningsvesten. Den fungerede fint - der gik få sekunder fra jeg trak i snoren, til at jeg lå trygt i vandet med en stor pose luft om halsen. Jeg prøvede ikke en redning, men min umiddelbare fornemmelse var, at vesten ikke vil være i vejen for en redning. En test må vente til vandet er lidt varmere ;-)

Da alle var kommet på land, samledes vi til evaluering og varm suppe i klubhuset - stor tak til arrangører og hjælperne. På trods af at nogle af os var blevet våde, var alle enige om at selv om det da var både koldt og ubehageligt, var der ikke grund til panik. Vi havde alle tid til at komme tilbage i vores kajakker, og specielt hvis redningerne sidder lige i skabet, tager det ikke lang tid at komme tilbage i kajakken. Og selv om man er våd, er det altså noget rarere at sidde i sin kajak end at ligge i vandet. Alle kom på forskellig vis op i kajakkerne, men et par af os oplevede at teknik eller udstyr ikke var helt på toppen. Og det var da nok så rart at det skete under træning og betryggende forhold, så vi kan få bragt tingene i orden.

Selv oplevede at min nyindkøbte reservepagaj ikke passede ind i hullet på kajakken. Min nye SeaBird kajak har et gennemgående hul til rednings- og andet brug. Min primærpagaj passer i hullet, men jeg har ikke lyst til at skille den ad i en redningssituation. På min Prijon kajak var der et par remme at lægge pagajen under ved paddlefloatredninger. Det fungerede fint for mig, så jeg sætter nok et par remme på SeaBirden.

Se alle billederne på klubbens webfotoalbum.

Poul Møller