lørdag den 27. juli 2013

Ulvshale - Stege og retur

I denne dejlige sommer fortsætter campinglivet. Under et ophold på Ulvshale Camping på Møn blev det til 3 roture.

Den første tur gik til Stege. Det blæste en del og der var pæne bølger langs kysten. Jeg slap dog af sted under lidt banden - jeg fik den ene sandal fuld af småsten, da jeg satte mig i kajakken, og mens jeg lå med en fod i vandet, brækkede en bølge lige ned i cockpittet. ØV!

Nå, men jeg fik da sprayskirtet på og roede langs kysten mellem et par revler. Bølgerne var af varierende størrelse og jeg kom fint af sted. Da jeg nærmede mig pynten ved indsejlingen til den rende der skiller Møn og Nyord, mødtes revlerne, og var jeg ikke blevet våd ved isætning, skal jeg love for at jeg blev det her. Bølgerne brækkede lige ind i mig, men i det varme sommervand gjorde det ikke noget. Jeg havde stor glæde af de gange jeg har trænet støttetag, og med en blanding af høje og lave støttetag roede jeg fornøjet gennem brændingen.
I den føromtalte rende var der overhovedet ingen bølger, men en behagelig medvind. Det ændrede sig da jeg roede mod Stege. Nu var vinden lige imod mig, så der var ikke andet at gøre end at bide tænderne sammen og sætte "motoren" på på god cruise-hastighed. Og det gik egentlig meget godt - GPS'en viste en gennemsnitshastig på næsten 7 kmt. Og det er lidt hurtigere end jeg normalt ror.
I Stege mødtes jeg med hustruen og Troels og Jane, der havde valgt at bruge deres sidste ferieuge på Ulvshale sammen med os. De skulle lige have tirsdagsmarkedet med. Det følte jeg ingen trang til i gennemblødt rotøj, så jeg nøjedes med en bøf på havnegrillen - kan ikke anbefales - inden jeg roede hjemad.

Ved broen mellem Møn og Nyord mødte jeg en kajakroer fra København. Han var på vej rundt om Møn og vi slog følgeskab til campingpladsen. Vinden havde lagt sig, så der blev desværre ikke til mere bølgeroning den dag. Jeg havde ellers glædet mig til nogle gode surfture, men det må blive en anden dag.

Jeg har desværre ikke nogen billeder fra den 27 km lange tur da et nyindkøbt Olympus kamera ikke ville tænde. (Jeg har fået byttet det til et nyt Lumix der kommer om et par dage). Troels tog et par billeder et par dage efter, og jeg har fået lov til at bruge dem.

Ingen kommentarer: