onsdag den 11. juli 2012

Rundt om Masnedø Kalv

Som campist på Ore Strand ved Vordingborg har jeg selvfølgelig min kajak med. Efter et par dage med kraftig vind og store bølger kom jeg af sted på rotur. Dagens tur gik fra stranden, rundt om Masnedø og den Kalv, til Vordingborg og retur.

Jeg havde aldrig før været rundt om den lille ø syd for Masnedø, og jeg skal da love for at jeg ikke var velkommen. Hundredevis af måger fløj skrigende rundt om mig, da jeg rundede øen.

Snart var jeg Storestrømsbroen og kunne konstatere at der åbenbart er indført nye sømærker. Skilte på broen fortalte at man ikke måtte sejle under den, og skiltene var suppleret med indkørsel forbudt vejskilte. Hvad bliver det næste - Parkering forbudt på stranden :-)
Nu er jeg jo en lovlydig borger, så da jeg konstaterede at der ikke var indkørsel forbudt under det inderste brofag, roede jeg med god samvittighed under det og videre mod Vordingborg.

I havnen fandt jeg en lav bro, jeg kunne gå i land på. Efter en promednadetur rundt i byen med fruen - der stødte til i bil på havnen - roede jeg tilbage. Mågerne på Kalven lod jeg dog i fred.

Turlængde 16 km - og minsandten om ikke jeg fik rundet 9000 km i hele min kajakkarriere.

Ingen kommentarer: