fredag den 27. juli 2012

Onsdagstur

Hjemkommet efter ferie var jeg med på onsdagsholdet (tidligere 60+ hold). Lis havde bagt boller som vi inden turen nød ved kanalen sammen med morgenkaffen.

Turen gik til Karrebæksminde i et fantastisk vejr, og da vi nåede derned var der en flok der gerne ville have deres debut under Græshoppebroen. Der var svag strøm med os, så turen ud gik som en leg.

Vi tog turen helt ud på bugten, hvor vi lige lod det lokale grusgraveskib Mette Pan sejle forbi, inden vi selv returnerede.

Strømmen havde taget til, og der var en del bådtrafik i kanalen, så debutanterne fik en prøve på hvad Karrebæksminde kan byde på.

Jeg viste dem den lille smutvej gennem Yderhavnens lystbådehavn - så slipper man for et stykke kanal, hvor der er kraftig strøm og kan være grimme stående/reflekterende bølger. Det kan der også være under broen, men der må bide tænderne sammen, tage godt fat om pagajen og ro som Duracell-kanin.

Alle slap igennem, men tiden var ved at være gået for mig, så jeg meddelte at jeg stak mod Næstved i et noget højere tempo end ondsagsholdet normalt ror. Jeg nåede hjem til fruen til aftalt tid, selv om armene godt nok var lidt lange på de sidste km.

Rolængde 16 km

Ingen kommentarer: